Helveg og Tørnæs får tillidsposter i EU-Parlamentet
Foto: Morten Stricker/ Scanpix /Scanpix
Morten Stricker/ Scanpix /Scanpix
To af EU-Parlamentets 20 stående politiske udvalg har mandag valgt to danske medlemmer som næstformænd.
Det er de helt nye og grønne parlamentarikere Ulla Tørnæs (V) og Morten Helveg Petersen (R), som har fået titel som næstformand i hver sit udvalg.
Helveg er blevet valgt i Udvalget for Industri, Forskning og Energi og Tørnæs i Udvalget for Beskæftigelse og Sociale Anliggender.
- Jeg vil kæmpe for hele den grønne omstilling og for at øge den vedvarende energis andel af den samlede energiforsyning, siger en glad Helveg efter at være blevet valgt.
Han fortæller, at modkandidaten var fra den EU-skeptiske EFDD-gruppe, som er ledet af det britiske parti Ukip. Ifølge Helveg benægter nogle af medlemmerne her, at klimaforandringer finder sted.
- I stedet for en klimamodstander kan jeg prøve at komme og give mit beskedne bidragt til den grønne omstilling, siger han.
Ulla Tørnæs skriver på sin facebookside, at hun glæder sig til arbejdet som næstformand i social- og beskæftigelsesudvalget.
- Et vigtigt udvalg, når vi skal sikre balancen mellem arbejdskraftens frie bevægelighed og vores danske velfærdssamfund, skriver hun.
Både Helveg og Tørnæs sidder i den liberale gruppe i parlamentet, Alde.
I hvert af de to udvalg er der fire næstformænd og en formand. Ingen danskere har fået formandsposter. Alle 20 udvalg vil komme på plads i løbet af mandag aften.
Det nye EU-parlament mødtes for første gang i sidste uge i Strasbourg, hvor det blev besluttet, hvilke udvalg medlemmerne af parlamentet skulle sidde i, og hvor mange der skulle i hvert udvalg.
Samtidig blev den tyske socialdemokrat Martin Schulz genvalgt som formand for hele EU-Parlamentet.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde