Heunicke bekræfter skærpede coronatiltag i hovedstadsområdet

Tiltagene er drøftet med alle Folketingets partier og erhvervslivet, lyder det fra sundhedsministeren.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skriver på Facebook, at han tirsdag vil oplyse om skærpede coronatiltag i hovedstadsområdet.

Heunicke skriver, at tiltagene, som skal begrænse coronasmitten, er drøftet med alle Folketingets partier og erhvervslivet.

Sundhedsministeren vil senere tirsdag mødes virtuelt med borgmestrene i de berørte kommuner, oplyser han.

- Smittetallene er for høje her i København og i en række af de kommuner, der ligger i større eller mindre afstand i forbindelse med hovedstaden, skriver Heunicke.

- Derfor vil vi i dag fortælle om en række nye, skærpede tiltag, som vores sundhedsmyndigheder anbefaler skal til i præcis det område.

- Det er skræddersyede tiltag, der sætter ind i forhold til de aldersgrupper, aktiviteter og geografiske områder, hvor der lige nu er for lange smittekæder, og hvor smitten spredes, skriver ministeren.