Heunicke fik positive Femern-signaler med fra Berlin
Tysklands transportminister Alexander Dobrindt (CSU) og transportminister Magnus Heunicke (S), tirsdag i Berlin. Foto: Wolfgang Kumm/dpa/POLFOTO
Wolfgang Kumm/dpa/POLFOTO
Transportminister Magnus Heunicke oplever klar tysk accept og opbakning til den kommende Femern-forbindelse.
Transportminister Magnus Heunicke (S) er meget positiv efter et møde i Berlin om Femern-forbindelsen, hvor både tyske tilhængere og kritikere deltog.
Han har i hvert fald fået bekræftet, at tyskernes støtte til projektet er intakt.
- Både på regerings- og delstatsniveau var der entydig opbakning til Femern-forbindelsen, og det er jeg naturligvis glad for, siger ministeren.
Han hæfter sig ved, at kritikken af projektet er taget en smule af, og at han får helt andre spørgsmål fra modstanderne end tidligere.
- Vi hænger ikke længere fast i, om forbindelsen skal blive til noget eller ej.
- Kritikernes spørgsmål viser for mig, at vi er inde i en ny fase, hvor det mere handler om at håndtere de udfordringer, der er i byggefasen.
- De ser ud til at have accepteret, at forbindelsen kommer, og nu har de så nogle ønsker i den forbindelse, som de fremsætter, siger han.
For nogle uger siden fortalte den tyske tv-station NDR, at den tyske Bundesrechnungshof, som minder lidt om den danske rigsrevision, anbefalede en genforhandling af aftalen mellem Danmark og Tyskland.
Årsagen er, at tyskernes bidrag ser ud til at blive næsten tre gange så stort som først antaget.
Men transportministeren afviser, at aftalen hviler på usikker grund.
- Jeg vil helst ikke blande mig for meget i den tyske debat, men man kan ikke sammenligne den danske rigsrevision med den måde, som tyskerne er organiseret på.
- Mens rigsrevisionen i Danmark sidder med ministres liv i deres hænder, kan den højst komme med anbefalinger i Tyskland.
- Derfor er det vigtige for mig, at der ikke var nogen politiske meldinger om, at man vil have traktaten genforhandlet, siger Magnus Heunicke.
Han afventer nu blandt andet en miljøgodkendelse i delstaten Slesvig-Holsten, og indtil videre er der ikke sat tidspunkt for, hvornår den kan foreligge.
- Der er 3000 parter, der har gjort indsigelser, og de skal alle have præcist og korrekt svar.
- Meldingen er, at man er 90 procent igennem bunken. Når alle har fået svar, er de klar til at fortsætte offentlighedsprocessen, siger Heunicke.
I Danmark er man nået en hel del længere. Her har lovforslaget om Femern-forbindelsen allerede været til 1. behandling og skal efter planen til afstemning i slutningen af april.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet