Heunicke vil stoppe regelshopping i luften
En måned efter at transportminister Magnus Heunicke (S) blæste til kamp mod social dumping inden for luftfarten, har han torsdag gjort sin hollandske kollega følge i et forsøg på at få EU til at gribe ind.
- Det er et stort problem, at der er regelshopping. Man opretter underselskaber og datterselskaber og vikarbureauer i forskellige områder af Europa.
- De gamle dage, hvor et luftfartsselskab var placeret i ét land og havde hovedkontor dér og alle var ansat under det hovedkontor - de er jo forbi nu.
- Nu har mange af dem masser af juridiske enheder placeret i de lande, hvor det nu er mest fordelagtigt, hvor der er dårligst regler på arbejdsmiljø og på lønforholdene. Det er et angreb på vores løn- og arbejdsvilkår, siger Heunicke.
I sidste måned lovede han på baggrund af en rapport fra Rådet fra Dansk Luftfart at forsøge at forsøge at finde løsninger.
Under et møde blandt EU-landenes transportministre torsdag i Luxembourg har den danske minister nu sluttet sig til et hollandsk initiativ for at prøve at få fælles regler i hele EU.
En række hollandske fagforeninger skrev i sidste uge en appel til det hollandske parlament i frustration over lavprisselskabet Norwegians alternative selskabskonstruktion, som de siger truer hollandsk luftfart.
Ifølge de hollandske fagforeninger vil det norskejede luftfartsselskab via licens i EU-landet Irland hyre thailandske piloter via et selskab i Singapore.
Magnus Heunicke siger, at transportkommissær Siim Kallas tilsyneladende tog godt imod det dansk-hollandske initiativ.
Kallas siger, at det allerede er planlagt at samle en ekspertgruppe til at se på sagen i næste uge. Og derefter vil han melde tilbage til ministrene.
Men foreløbig er det svært for Heunicke at vurdere, om der vil være opbakning i EU-kredsen til et indgreb. Ud over Holland og Danmark var det kun den irske minister, der tog ordet.
- Man ved jo, at de er hjemsted for en del af de der selskaber. De er ikke på det hold her. De mente, at man bare skal have fri og fuld liberalisering og ingen ændrede regler, siger den danske minister om sin irske kollega.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker