Der mangler beviser for, at Ole Sohn fik penge i hånden, når DKP i '80'erne årligt modtog 350.000 dollar i "Moskva-guld" fra den internationale fagforeningsfond under det sovjetiske kommunistparti, SUKP.
Det siger forskningsbibliotekar, dr.phil. Morten Thing fra RUC. I 2001 udgav han sammen med andre nordiske historikere bogen "Guldet fra Moskva", som skildrer den sovjetiske støtte fra 1917-1991 til de nordiske kommunistpartier.
- Vi kan ikke se, om Ole Sohn egenhændigt har skrevet under. Han står som modtager af pengene. Vi kan ikke se, om det var hans egen signatur i originaldokumentet. Hans navn er stavet på russisk, siger Morten Thing.
Skønt Ole Sohns initialer optræder syv gange i arkiverne, kan det ikke endegyldigt fastslås, fordi bogens oplysninger bygger på en afskrift af det sovjetiske arkiv, som nordiske forskere købte for 25.000 kroner.
I bogen afviser Ole Sohn på samme måde som nu, at han fik kontanter ligesom DKPs formand Knud Jespersen, der ved nattetide fik kontanter af diplomaten Ljubimov i Hareskoven nord for København.
Desuden fik den kommunistiske tegner Herluf Bidstrup i 1987 én portion penge, forklarer Morten Thing.
Sovjet kunne lettere hvidvaske partistøtte til DKP gennem årsindsamlingen til Land & Folks garantfond, ved at overfakturere ordrer til Terpo Tryk, salg af en østtysk trykpresse til favørpris eller ved gratis transport til DKPs skolingskurser i DDR, mener han.
Morten Thing finder det tankevækkende, at Ole Sohn først stoppede støtten, da han fik flertal i DKP's forretningsudvalg.
- Faktisk får DKP pengene, indtil russerne i 1991 stopper udbetalingen, siger han.
Støtten gjorde DKP mere følgagtigt end det svenske Vänsterpartiet Kommunisterne, som fra 1963 afskrev støtten, mener Morten Thing.
- I Sverige kom der ikke et SF. For det lykkedes kommunisterne at omstille sig og optage ungdomsoprørets nyradikale strømninger, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet