Hjælpepakke holder spillesteder oven vande for en stund
Publikum til koncert hos spillestedet Vega. Vega er et af de steder, der har delt koncerter for at leve op til myndighedernes anbefaling. (Arkivfoto). Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix
Torben Christensen/Ritzau Scanpix
Hvis koncerter også skal aflyses i de kommende måneder, får spillesteder svært ved at overleve, lyder det.
Det er positivt, at regeringen med en hjælpepakke er kommet med en håndsrækning til koncertarrangører, der lider økonomisk under coronaudbruddet.
Sådan lyder det fra Dansk Live, der er spillestedernes og festivalernes interesseorganisation.
Organisationen håber, at den nye mulighed for kompensation er nok. Men det er endnu ikke til at vide, lyder det.
- Det er en mulighed for at holde skindet på næsen for nogle af de her arrangører, der opererer i en meget, meget stram økonomi.
- Vi håber, det er nok, for det påvirker hele branchen, siger Esben Marcher, sekretariatschef i Dansk Live.
Hvis restriktionerne for arrangementer fortsætter længere, end der hidtil er lagt op til, så "er det rigtig alvorligt", mener Esben Marcher.
Regeringen har tirsdag præsenteret en hjælpepakke med kompensationsmuligheder, der blandt andet skal hjælpe arrangører af større arrangementer med at klare sig igennem coronaudbruddet uden for store tab.
Ordningen omfatter blandt andet arrangementer med flere end 1000 deltagere. Den giver kompensation for tabte indtægter ved aflysning af arrangementer.
For at inddæmme smitten har de danske myndigheder siden fredag anbefalet, at arrangementer med over 1000 personer aflyses eller udskydes.
Det har medført, at spillesteder har aflyst koncerter, udskudt dem eller delt dem op, så færre var til koncerterne ad gangen.
Spillestederne savner fortsat klarere retningslinjer, så de ikke selv skal beslutte, om en koncert skal gennemføres eller ej. Derfor vil et decideret forbud være at foretrække. For det er lettere at forholde sig til, lyder det.
- Det vil signalere, at det ikke er arrangørens valg, siger Esben Marcher.
Det er ikke kun de nært forestående koncerter, der bliver påvirket af virusset. Koncertarrangører kan også mærke det på billetsalget til koncerter længere ud i fremtiden.
- Vi appellerer til, at folk går til alle de koncerter, de har lyst til. Men det er klart, at der er nogen, der holder sig lidt tilbage, fordi de ikke ved, hvad der sker, siger Esben Marcher.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie