Der bliver tale om en syvdobling i udgifterne til at hjælpe udlændinge i Danmark tilbage til deres hjemland næste år, hvis man sammenligner med udgifterne i 2009.
Ifølge regeringens just fremlagte finanslovforslag for 2011 budgetterer man således med at skulle bruge 46,1 millioner kroner på såkaldt repatriering af udlændinge.
Det er cirka syv gange så meget som i 2009, hvor udgifterne var på omkring 6,5 millioner kroner. Og tre gange så meget som i år, hvor udgifterne er på omkring 16,4 millioner kroner.
Årsagen til stigningen er en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti, der ikke blot udvider målgruppen, der kan modtage kroner til repatriering, men også hæver de forskellige støttebeløb.
Lovændringen trådte i kraft tidligere i år og kommer således allerede til at sætte aftryk på udgifterne i år.
Regeringen forventer ifølge finanslovforslaget, at lovændringen vil medføre "en markant større tilskyndelse til at repatriere og dermed forventeligt flere repatrieringer".
Efter den nye lov kan udlændinge, der vælger at repatriere, søge penge til dette, hvis vedkommende ikke selv har penge til repatrieringen.
For voksne over 18 år er støttebeløbet på lige knap 120.000 kroner, mens det før lovændringen var på omkring 28.000 kroner. For unge under 18 år steg beløbet til cirka 36.500 kroner, mens dette før lovændringen lå på cirka 9000 kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker