Hjort: Ikke nok tid til boligaftale med DF

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) afviser, at der er gået noget galt i forhandlingerne med Dansk Folkeparti om regeringens vækst- og boligpakke.

Men der var ganske enkelt ikke tid til at få enderne til at mødes, hvis valget skulle afvikles inden Folketingets åbning i oktober.

- Jeg måtte bare konstatere her til morgen, at der ville gå noget tid, inden vi kunne lave en endelig aftale. For ud over Dansk Folkeparti skulle vi så snakke med Liberal Alliance og i nogen udstrækning med Det Radikale Venstre, siger Claus Hjort Frederiksen.

Og med den nuværende økonomiske situation er det for farligt at vente med valget, mener han.

- Vi er i den situation, at vi må prioritere, at Folketinget er kampklar og arbejdsklar fra 1. oktober. Og så er der jo de tidsfrister, at vi skal have valget 15. september, for at der er 14 dage, hvor stemmerne skal fintælles og godkendes af Indenrigsministeriet, siger Hjort.

Han understreger, at han er "fortrøstningsfuld" for, at der kan landes en aftale om vækst- og boligpakken med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance efter et valg, hvis blå blok genvinder regeringsmagten.

Og han afviser, at forhandlingsforløbet omkring boligpakken har skabt en varig splittelse i VKO-samarbejdet.

- Nu fører vi valgkamp, og så mødes vi bagefter. Nu har vi haft 10 år, hvor vi har kunnet finde løsninger til begge parters tilfredshed, og selvfølgelig kan vi også gøre det efter et valg, siger Hjort, som ikke vil fortsætte forhandlingerne om boligpakken under valgkampen.

Finansministeren erkender dog, at det har skabt en uheldig situation for boligkøberne, at der nu udskrives valg, mens der er usikkerhed om, hvorvidt det midlertidige stop for tinglysningsafgift og ejendomsskatter bliver gennemført.

- Det er klart, at det er et problem for boligkøberne, som havde set frem til, at man kunne få den skattelettelse.

- På den anden side er det jo vigtigt for boligejerne, at vi får en afklaring af de store linjer i den økonomiske politik. At der er troværdighed om den, så vi kan bevare nogle lave renter. Og jeg må så sige til boligkøberne, at så må man lige vente de her 20 dage, siger Hjort.

/ritzau/

Boligkøbere har et problem, erkender finansministeren. Men der var ikke tid til at blive enige inden valget.

Offentliggjort Sidst opdateret