Hjort: Skats skandaler kan øge Danmarks underskud
Danmark risikerer at bryde EU's grænse på tre procent for statsunderskud på grund af skandalerne i Skat.
Skandalerne i Skat kan sætte dansk økonomi i fokus hos EU-Kommissionen, fordi statens underskud kan krybe over EU's grænse på tre procent af bruttonationalindkomsten (BNI).
Det fastslår finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) ved fremlæggelsen af finanslovsforslaget for 2016.
- Jeg skal ikke kunne sige, hvad det endelige tal ender på i Skatteministeriet, siger Claus Hjort Frederiksen.
Fredag oplyste skatteminister Karsten Lauritzen (V), at der mindst mangler 6,2 milliarder kroner i tabt udbytteskat. Hertil kommer 14 milliarder kroner, der kan være ude at svømme i restancer, som Skat ikke kan kradse ind.
Skatteministeriet og Finansministeriet søger sammen med Danmarks Statistik at anslå skadens omfang. Arbejdet er færdigt i november i år, forklarer finansministeren.
- Der er risiko for, at det medfører, at vi så kommer over tre procent-grænsen for underskud. Men det er så sent og så langt henne på året, at der ikke er nogle håndtag, vi kan bruge for at rette det op i 2015, siger Claus Hjort Frederiksen.
I 2010 havde Danmark for stort statsunderskud efter finanskrisen, så EU-Kommissionen krævede besparelser på 24 milliarder kroner over tre år for at få underskuddet ned under tre procent af BNI.
Nu har regeringen igen strammet økonomien, fordi kasseeftersynet viste et minus på tre milliarder kroner. Finanslovsforslaget sænker statens strukturelle underskud fra grænsen på 0,5 procent af BNI til 0,4 procent i 2016, påpeger Claus Hjort Frederiksen.
Han styrer statsfinanserne efter det strukturelle underskud, som ser bort fra økonomiske opsving og nedture som følge af konjunkturerne.
- Vi skal have en sikkerhedsmargin i den økonomiske politik op til tre procent-grænsen og pendanten - de 0,5 procent i budgetloven, siger finansministeren.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker