En hurtigere forbindelse mellem København og Aarhus kan være til stor gavn, men den koster 100 milliarder kroner.
Og de penge har Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) ikke fortalt, hvor skal komme fra.
Sådan lyder det fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), der langer hårdt ud efter oppositionen, efter at de to partier ifølge Avisen.dk ønsker en hurtigere principbeslutning om en fast forbindelse over Kattegat.
- Det viser bare, hvor hult det var, da de for kun 24 timer siden afgav et løfte om ikke at bruge pengene, før de er der, siger Claus Hjort Frederiksen.
Han henviser til, at Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) under fremlæggelsen af de to partiers valggrundlag mandag lagde vægt på indføre et nyt forsigtighedsprincip for den økonomiske politik, hvis de kommer til magten efter valget.
Ifølge S og SF betyder princippet, at et flertal i Folketinget skal enes om finansieringen, før nye investeringer kan sættes i gang.
Men det princip er de to partier allerede godt i gang med at overtræde, mener Claus Hjort Frederiksen.
- De har lovet ufinansierede skattelettelser til boligkøberne, og de har lovet, at de offentligt ansatte skal arbejde en time mere.
- Det løfte koster alene 10 milliarder. Og nu lover de så også at fremrykke en Kattegatforbindelse for penge, de ikke har anvist, siger Claus Hjort Frederiksen.
Han peger på, at der ikke er tale om at fremrykke en allerede planlagt investering. Derfor er pengene ikke afsat, og de vil ifølge Claus Hjort Frederiksen blive svære at finde i den nuværende situation, hvor der er udsigt til et minus på 85 milliarder kroner næste år.
Spørgsmål: Betyder det, at regeringen afviser at rykke beslutningen frem?
- Der er en undersøgelse i gang af forbindelsen. Jeg afviser ikke noget, men jeg er heller ikke manden, der afgiver et løfte for nogle penge, jeg ikke har.
- Og jeg har svært ved at se, hvordan Socialdemokraterne vil finansiere det, siger Claus Hjort Frederiksen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde