Danmark lever op til EU-Kommissionens økonomiske henstilling fra juli 2010, mener kommissionen ifølge Finansministeriet.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) læser kommissionens vurdering som bevis for, at den danske regering har valgt en ansvarlig vej ud af krisen.
- Jeg er tilfreds med kommissionens vurdering af, at Danmark har levet op til de europæiske finanspolitiske spilleregler og gennemført de anbefalede finanspolitiske stramninger, udtaler finansminister Claus Hjort Frederiksen i en pressemeddelelse.
Samtidig afviser han en socialdemokratisk beskyldning om, at Danmark ikke vil kunne leve op til EU's krav, hvis regeringen afskaffer efterlønnen og udbetaler indbetalte efterlønsbidrag.
- Kommissionen nævner, at regeringens forslag til tilbagetrækningsreform forventes at give et positivt bidrag til den finanspolitiske holdbarhed, bemærker Hjort.
- Desuden vil tilbagebetalingen af efterlønsbidragene ikke have betydning for at bringe underskuddet under tre procent af BNP i 2013 i overensstemmelse med henstillingen, siger finansministeren.
Den side af sagen kommer ikke bag på ham.
- Tilbagetrækningsreformen og den hertil knyttede tilbagebetaling af efterlønsbidrag er selv sagt ikke en finanspolitisk lempelse. Engangsudbetalingen indgår ikke i den strukturelle saldo og sker i 2012, siger finansministeren.
Den socialdemokratiske finansordfører, Morten Bødskov, mener, at regeringen kommer i konflikt med EU's henstilling.
- Med afskaffelsen af efterlønnen vil regeringen udbetale indbetalte efterlønsbidrag. I 2012 øges statens underskud derfor markant, finanspolitikken lempes, og Danmark bringes derfor over EUs grænse for statslige budgetunderskud på tre procent af BNP, siger Bødskov i en pressemeddelelse, som kom inden meddelelsen fra EU.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker