Høegh: - Jeg vil stadig være synlig lokalt

Tirsdag den 23. februar 2010 blev en alt andet end en almindelig dag på kontoret for det lokale folketingsmedlem Henrik Høegh fra Fuglse.

For med udnævnelsen til ny fødevareminister blev der samtidig vendt op og ned på Venstremandens professionelle liv.
- Det bliver nok et døgn, jeg ikke glemmer lige med det samme. Det har været et døgn med en stor overraskelse og lidt ydmyghed over den store udfordring, jeg står over for. Men samtidig har jeg også en masse gejst og engagement, og jeg glæder mig til at gå i gang.
- Og så skal jeg lige vænne mig til, at der er en masse journalister, som står med en masse spørgsmål, fortæller han.

Hans første dag som minister sluttede ved midnatstid, hvor Henrik Høeghs ministerbil for første gang rullede ind på gårdspladsen ved Fuglse. Det blev dog ikke til mange timers søvn, for allerede ved seks-tiden i morges gik turen retur mod København, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen havde indkaldt sin nye regering til dens første ministermøde klokken otte.

Hvilke opgaver bliver de vigtigste for dig i den kommende tid?
- Lige så hurtigt, at jeg er blevet rodfæstet i ministerstolen, skal jeg have kigget på, om vi skal - og i hvilket omfang - vi skal gennemføre en landbrugspakke.
- Når vi kigger lidt længere frem, er der nogle fiskerireformer i EU, der skal debatteres. Og så er der ingen tvivl om, at vi også fremover skal være meget opmærksomme på fødevarekontrol.
- Så der bliver masser at se til. Jeg er også optaget af at se på, om vi kan lave en endnu bedre mærkning af vores fødevarer, så det bliver lettere for den enkelte forbruger at træffe et bevidst valg på de dage, hvor man har travlt med at finde noget at spise.

Når nu du har fået et nyt job, hvor du i høj grad skal repræsentere hele landet, har du så også tid til at være repræsentant for Lolland-Falster i Folketinget?
- Ja, det er noget af det, jeg skal have tænkt ordentligt igennem i weekenden. Jeg håber meget, at jeg stadig får mulighed for at deltage i møderne i vores lokale folketingspolitikeres "kaffeklub".
- Jeg håber også, at det stadig vil være muligt at være synlig lokalt. Jeg vil i hvert fald bestræbe mig på at lægge en stil og en model, så jeg stadig vil være synlig også i de lokale og regionale medier, siger Henrik Høegh.

Fødevareministeren fra Fuglse er opmærksom på, at han ikke helt skal glemme at repræsentere Lolland-Falster i Folketinget.

Offentliggjort Sidst opdateret