Høegh kalder Rio topmøde en flad fornemmelse

Foto: Dige Jens

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis man havde forventet store debatter og ambitiøse målsætninger ved Rio+20 mødet i Rio de Janeiro, blev man skuffet. Sådan lyder meldingen fra det lokale medlem af Folketinget venstremanden Henrik Høegh, som deltager i mødet i Brasilien.

- Det er noget af en flad fornemmelse. Inden alle landes og staters præsidenter, statsministre og ledere ankom til Rio de Janeiro var den enelige erklæring forhandlet på plads. Ved den slags topmøder plejer der at være større kampgejst og større ambitioner med hensyn til resultatet, siger Henrik Høegh.

Han mener, at den verdensomspændende krise har fået mange lande til at holde igen med løfterne.

- Samtidig er der en større rokering af den verdensomspændende magtbalance i gang. BRIK landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) er de nye store økonomier og har en anden holdning til økonomi og miljø, end de tidligere førende lande i verden, siger Henrik Høegh. – Og netop BRIK landene har været med til at sætte dagsordnen på Rio+20

Mange store danske virksomheder har benyttet topmødet til at profilere sig selv og det har været en meget positiv oplevelse, siger Henrik Høegh, som er tilbage i Danmark lørdag aften.

Henrik Høegh deltager i mødet i sin egenskab af miljøordfører. Foruden ham har elleve medlemmer af Folketinget og ikke mindre en fem danske ministrer og en hel del embedsmænd deltaget i Rio+20.