Høegh: Muligheder i stedet for problemer

Henrik Høegh har kastet sig ind i kampen for at blive Venstres borgmesterkandidat i Lolland.
Han erkender, at det er en kommune, som er kendt for dårlige statistikker. Og netop det vil han gerne vende.
- Vi skal glemme lidt at snakke problemer. Vi ved, de er der. Vi ved, udfordringerne er der. Men i stedet for problemer, skal der tales løsninger, og vi skal sætte nogle mål for vores kommune. Vi skal have defineret, hvad det er fremtidens borgere i Lolland Kommune har behov for. Vi skal have synliggjort kommunen og de muligheder, her er inden for turisme, erhverv og bosætning, mener Henrik Høegh.

Henrik Høegh har en lang erfaring inden for organisation, blandt andet som 1. viceformand i dansk landbrug. Lokalt sad han i nogle år i formandsstolen for CELF og Grønt Center.
 – Jeg mener, jeg har bevist, at jeg kan få folk til at samarbejde, selv i nogle svære situationer, og det vil være en god kvalifikation at tage med ind i Lollands byråd, siger han.

Skulle Henrik Høegh ende i borgmesterstolen siger han, at det er hans ambition at sætte Lolland positivt på landkortet.
- Det kunne være en utrolig spændende og udfordrende mulighed at være med til at løfte vores kommune ind i de muligheder, der ligger i forbindelse med de store anlægsarbejder, der kommer i fremtiden på Lolland.
- Det er vigtigt, at Lolland Kommune får det maksimale ud af blandt andet Femern-byggeriet og får trukket så mange arbejdspladser ud af det, som muligt.

Henrik Høegh blev valgt ind i Folketinget i 2007. Har var minister for fødevarer, landbrug og fiskeri fra februar 2010 frem til regeringsskiftet i efteråret 2011.

Henrik Høegh stiller op mod sin partikammerat, tidligere borgmester i Rudbjerg kommune Tom Larsen, i kampen om at blive spidskandidat i forbindelse med kommunalvalget i november.

Onsdag den 3. april er der opstillingsmøde, hvor Venstre Lolland vælger hvem af de to, der skal være partiets borgmesterkandidat.

 

 

Foto: Jan Knudsen

Henrik Høegh vil tage udfordringen op som borgmesterkandidat.

Offentliggjort Sidst opdateret