Holger før vigtigt møde: - Vi er sindssygt pressede
Simon Hansen (til venstre) og Holger Schou Rasmussen deltager begge i KL's kommunalpolitiske topmøde torsdag og fredag. Arkivfoto: Anders Knudsen
.
Landets borgmestre mødes i denne uge til kommunalpolitisk topmøde i Aalborg,
Topfolk fra landets kommuner mødes torsdag og fredag i denne uge til det årlige kommunalpolitiske topmøde i KL, Kommunernes Landsforening.
Mødet danner ramme for drøftelser af aktuelle kommunalpolitiske temaer og afholdelse af KL's delegeretmøde.
Blandt deltagerne er landsdelens to socialdemokratiske borgmestre Holger Schou Rasmussen (Lolland) og Simon Hansen (Guldborgsund).
Og udover den på forhånd planlagte dagsorden har de hver især noget, de vil have fokus på.
- Det, der står allerøverst for mig, er, at jeg skal bruge min tid på at overbevise nogle af de andre kommuner om, at man skal øge den statslige særtilskudspulje til vanskeligt stillede kommuner, indtil der kommer en ny udligningsreform, siger Holger Schou Rasmussen:
- Vi er omkring 20 kommuner efterhånden, der er sindssygt pressede, fordi man ikke har en udligningsordning, der fungerer ordentligt. Det har man jo erkendt fra Folketingets side, men mange gange bliver puljerne dannet ved, at den ene halvdel af pengene kommer fra staten, og den anden halvdel kommer fra resten af kommunerne, og resten af kommunerne har jo ikke altid lige meget lyst til at spytte i kassen.
- Så det er noget af det, jeg skal bruge tiden på - og selvfølgelig at netværke og holde styr på de ting, der kører, siger han.
For Simon Hansen bliver fokus blandt andet KL's kommende økonomiforhandlinger.
- De store diskussioner bliver jo blandt andet omkring, hvor hårdt KL skal gå ind i de økonomiforhandlinger med regeringen, der kommer. Det plejer jo at ende med et kompromis, som de fleste kan være enige om, og det tænker jeg også, at det gør denne gang.
- Set fra min stol er det vigtigt, at KL går hårdt ind i forhandlingerne, men også, at man skal lande en aftale, for alternativet tror jeg er lidt uoverskueligt for alle, siger han.
KL-topmødet begynder torsdag klokken 9.15 og slutter fredag ved middagstid.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker