Holger K.: Embedsmænd begik kritisable fejl
Foto: Keld Navntoft /Scanpix
Keld Navntoft /Scanpix
Udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) fastslår, at sagsbehandlingen i forbindelse med rejsereglerne i klimaorganisationen GGGI langt fra har været tilfredsstillende.
- Der er sket ganske ganske alvorlige fejl i embedsværkets håndtering af den her sag, siger Holger K. Nielsen på et pressemøde tirsdag efter offentliggørelsen af en undersøgelse af GGGI-sagen, som ledte til tidligere udviklingsminister Christian Friis Bachs (R) afgang.
Embedsmændene i Udenrigsministeriet svigtede, da de skulle informere Christian Friis Bach (R) om, at han ubevidst havde været med til at godkende de ekstravagante rejseregler, fastslår Holger K. Nielsen:
- Undersøgelsen viser, at der er sket kritisable fejl i sagsbehandlingen, at nye oplysninger har været for længe om at komme frem, og at ministeriets kontrolmekanismer i en række tilfælde har svigtet, siger Holger K. Nielsen.
Han siger, at det ikke ser kønt ud for Udenrigsministeriet.
Det er derfor, at ministeriet i samråd med Moderniseringsstyrelsen, Justitsministeriet og Kammeradvokaten drager den konklusion, at der skal indledes et tjenstligt forhør mod tre ledende tjenestemænd, forklarer han.
- Det er alvorligt, og derfor vil der nu blive fulgt op med tjenstlige forhør af ledende medarbejdere og ændringer af interne procedurer, siger Holger K. Nielsen.
Holger K. Nielsen vil ikke udelukke, at sagen kan ende med fyringer, men vil ikke drage nogen konklusion på forhånd:
- Det er ikke sikkert, at de vil kunne fortsætte deres arbejde, men det er ikke noget, jeg vil foregribe.
- Jeg vil ikke drage nogen konklusioner eller konsekvenser, før undersøgelsen er gået i gang. Det vil være helt forkert at foregribe, hvad der skal ske, siger Holger K. Nielsen.
Undersøgelsen skal afgøre, om der skal iværksættes personaleretslige sanktioner mod de tre.
Redegørelsen indeholder samtidig en række anbefalinger til, hvordan man kan stramme op på sagsbehandlingen, så et lignende tilfælde ikke kan gentage sig.
- Udenrigsministeriets samlede opfølgning viser, at der bliver taget ansvar, og at de nødvendige konsekvenser bliver draget, siger Holger K. Nielsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned