Holger K: Ikke politiske grunde til sagsnøl i GGGI-sag
Der er tilsyneladende ikke politiske grunde til, at Christian Friis Bach (R) først fik at vide, at ministeriet havde givet ham forkerte oplysninger i den såkaldte GGGI-sag, tre uger efter at man havde fundet ud af det - og først efter kommunalvalget den 19. november.
I hvert fald har den interne undersøgelse i Udenrigsministeriet ikke afdækket noget sådant, siger udenrigsminister Holger K. Nielsen (F) under fremlæggelsen af rapporten.
- Undersøgelsen har ikke afdækket noget, der peger i retning af, at nogle af politiske årsager har holdt noget tilbage, siger Holger K. Nielsen om GGGI-sagen.
Udenrigsministeriets håndtering af sagen førte blandt andet til, at Christian Friis Bach måtte trække sig som udviklingsminister for en måned siden, fordi han havde fejlinformeret Folketinget.
Friis Bach har selv erkendt, at hvis informationerne om ministeriets kritisable fejl og hans egen afgang var kommet ud før valget, så kunne det havde fået indflydelse på valgets udfald for regeringspartierne.
Oppositionspolitikere har ligefrem sat spørgsmålstegn ved, om grunden til, at ministeriet tilbageholdt informationerne i tre uger, netop skyldes kommunalvalget.
Holger K. Nielsen vil ikke gætte på, hvad grunden så er:
- Det kan jeg ikke svare på. Det er noget af det, som de tjenstlige forhør kan svare på.
- Jeg kan sige, at undersøgelsen her i hvert fald ikke tyder på politiske motiver. Hvorfor det er sket skal nu undersøges i de tjenstlige forhør, siger Holger K. Nielsen.
Tre embedsmænd skal i tjenstligt forhør, hvor det skal klarlægges, hvad der gik galt, da Friis Bach først fik forkert information fra ministeriet og derfor kom til at tale usandt overfor Folketinget og siden ikke blev informeret om fejlen, da man fandt ud af det.
Holger K. Nielsen vil ikke oplyse, hvilke embedsmænd der er tale om, eller hvilket niveau de befinder sig på i ministeriet.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde