Holger K. Nielsen: Jeg fejlvurderede Dong-sagen
Det var en overraskelse for den afgående udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF), at seks af SF's folketingsmedlemmer var klar til at gå imod regeringens linje i Dong-sagen.
- De gange, vi har diskuteret Dong, har jeg forsvaret aftalen hver gang. Ikke alle var enige, men det var ikke sådan, at der var mange protester. Jeg havde slet ikke set det komme, siger SF's tidligere formand i et interview med Politiken.
De seks politikere ville stemme blankt til Dong-forslaget fra Enhedslisten, der skulle sætte salget af aktier til amerikanske Goldman Sachs på pause. Det udstillede striden i partiet, der endte med at koste pladsen i regeringen.
I interviewet erkender Holger K. Nielsen også, at det kom bag på ham, hvor meget salgsaftalen ramte folk følelsesmæssigt.
- Det har været, som om vi ville sælge Dybbøl Mølle til nogle fæle spekulanter, men det er altså et energiselskab, og det er kun 19 procent af aktierne.
- Det er da ikke behageligt, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville blive kørt op på den her måde. Det var formentlig en fejlvurdering. At jeg tænkte for lidt med følelserne, lyder det fra Holger K. Nielsen, der nåede at være udenrigsminister i seks uger.
Han måtte haste hjem fra et møde i Etiopiens hovedstad, Addis Abeba, for at deltage i krisemødet med SF's landsledelse onsdag aften. Et møde, der i øvrigt skulle have været hemmeligt, siger han.
I stedet var en stor stime journalister dukket op til mødet, der i første omgang sikrede et snævert ja til Dong-aftalen. Herefter valgte både partiets næstformand, den politiske ordfører og gruppeformanden at forlade deres poster i protest mod aftalen.
Og torsdag formiddag var det altså slut med SF som et regeringsparti.
Holger K. Nielsen siger til Politiken, at han er ked af det og skuffet over den situationen, som partiet er havnet i.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker