Holger K.: VK har ansvaret for fejl i boligvurderinger
- Et eller andet sted kan man sige, at det er lidt mærkeligt, at det er mig, der skal stå og finde den her løsning. Fordi det er jo ikke mig, der har ansvaret for det.
Da skatteminister Holger K. Nielsen (SF) onsdag præsenterede regeringens bud på, hvordan der kan skabes et system for de offentlige ejendomsvurderinger, benyttede han også lejligheden til at kritisere de tidligere borgerlige regeringer.
- Det er hævet over enhver tvivl, at de fejl, der kritiseres hos Rigsrevisionen, i høj grad er opstået under borgerlige skatteministre.
- Det er dem, der ikke har gjort nok for at genoprette systemet. Også selvom de rent faktisk har fået adskillige advarsler derom. Og derfor er det sådan set dem, der har ansvaret for det, mener Holger K. Nielsen.
Rigsrevisionen afslørede i august, at der har været fejl i de offentlige ejendomsvurderinger op igennem 00'erne.
Regeringen har besluttet at nedsætte et ekspertudvalg, der skal udvikle et nyt system for vurderingerne, som skal ligge klar i 2014 til implementering i 2015.
I mellemtiden droppes 2013-vurderingerne, og boligejerne skal betale skat ud fra 2011-vurderingen, hvilket kræver en lovændring.
Skatteministeren vil derfor nu invitere partierne i Folketinget til forhandlinger om det nye system til at vurdere ejendomme.
- Venstre har et hovedansvar for, at problemerne er opstået. Og derfor forventer jeg helt klart, at Venstre vil være sig det ansvar bevidst og også vil være villig til at deltage i at finde en bred løsning, siger Holger K. Nielsen.
Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har kritiseret regeringen for ikke at ville give boligejere, som har betalt for høje boligskatter før vurderingen i 2011, mulighed for at klage og få deres penge tilbage.
Det har Holger K. Nielsen dog en klar kommentar til.
- Jeg ser frem til at mødes med Venstre - at se dem i øjnene og sige: Det er sådan set jer, der har ansvaret for det her? Så bør I nok også være med til at løse det.
- Og det tror jeg også, at de kan forstå et eller andet sted bagved - langt inde - hvis vi gør det rigtigt og forklarer dem det på en pædagogisk måde, siger skatteministeren.
/ritzau/
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker