Hønge dropper Europa-Parlamentet - vil genvælges til Folketinget
Karsten Hønge (tv.) vil ikke i Europa-Parlamentet, selv om han blev valgt ind for SF. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
SF's Karsten Hønge vil hellere blive i Folketinget frem for at få en plads i Europa-Parlamentet.
Karsten Hønge giver SF's andet mandat i Europa-Parlamentet videre til 21-årige Kira Marie Peter-Hansen.
Karsten Hønge blev med 19.687 stemmer nummer to blandt SFs kandidater ved valget til Europa-Parlamentet søndag, hvor partiet fik to pladser.
Den politiske ordfører vil imidlertid satse på at få forlænget sit mandat i Folketinget ved valget 5. juni.
- Vi har haft en god og lang dialog i ledelsen, hvor vi har endevendt alle sten.
- Og med udsigten til en periode i Folketinget, som mildest talt vil blive meget usikker, og hvor der vil blive meget omskiftelighed, så mener jeg, vi har brug for, at vi trækker på de kræfter, der har en erfaring i at være der og sørge for, at SF stadig sejler støt og godt, som partiet har gjort de seneste par år.
- Vi synes, det er vigtigt at få indflydelse i det nye folketing, og det bliver nok en noget kaotisk omgang. Så vi og jeg synes, det er vigtigt, at jeg bliver i Danmark, siger Karsten Hønge til Ritzau.
SF ligger til stor fremgang i meningsmålingerne før folketingsvalget.
Partiet har budt sig til som regeringspartner for Socialdemokratiet, hvis S får magten efter valget.
Uanset hvad vil et styrket SF få en rolle som støtteparti for Socialdemokratiet, der går til valg på at danne regering alene.
Margrete Auken blev med 199.522 stemmer suveræn topscorer for SF ved søndagens valg til Europa-Parlamentet.
21-årige Kira Marie Peter-Hansen blev nummer tre med 15.765 stemmer.
Hun er økonomistuderende, bosat på Nørrebro og bliver det næstyngste medlem af EU-Parlamentet, når hun overtager det mandat, som var tiltænkt Karsten Hønge.
- Vi er så heldige og privilegerede, at vi med Kira har en fantastisk kandidat, virkelig en, som jeg ser som en grøn komet på den politiske venstrefløj.
- Hun vil i den grad kunne udfylde pladsen i Europa-Parlamentet, siger Karsten Hønge.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde