Hvad kan vi gøre i fællesskab

Det er nok på sin plads at præcisere, at repræsentantskabsmedlem, Thomas Willers-Madsen ikke har meldt sig ud af Erhvervsråd Lolland-Falster.

I Folketidende 26. juni stod, at Thomas Willers-Madsen ville melde sig ud af Erhvervsrådet og udtræde af repræsentantskabet fordi han opfattede Erhvervsrådets nye initiativ ?JobSpot? som konkurrenceforvridende i forhold til hans egen virksomhed Scan Con A/S, og at det lå udenfor Erhvervsrådets opgave.

Erhvervsrådet ønsker dog ikke at konkurrere med private rekrutteringsfirmaer og jobcentrene - tværtimod ønsker vi at øge om synligheden af dem, så vi kan sikre den arbejdskraft, der skal til, for at vores virksomheder kan følge med i efterspørgslen.

Efter en kop kaffe og en god snak, kom vi allerede dagen efter til en fælles forståelse og er blevet enige om, at det gavner alle parter at samarbejde om at tiltrække arbejdskraft til Lolland-Falster.

Med JobSpot kan Erhvervsrådet fungere som en slags bindeled mellem virksomheder på den ene side og jobcentre og rekrutteringsfirmaer på den anden side ved at formidle kontakt mellem dem, der mangler arbejdskraft, og dem der kan skaffe den.

Det er min opfattelse, at vi i Erhvervsråd Lolland-Falster bør gøre noget ved problemet, manglende arbejdskraft, hvilket er årsagen til, at vi i nærmeste fremtid sætter os sammen med jobcentrene, private rekrutteringsfirmaer m.fl. og drøfter, hvad vi kan gøre i fællesskab.

Jeg vil endvidere benytte lejligheden til at opfordre private aktører, der arbejder med problemstillingen til at kontakte Erhvervsrådet, hvis de ønsker at indgå i dette samarbejde.

Med venlig hilsen

Tina Charlotte Koeffoed

direktør i Erhvervsråd Lolland-Falster




Offentliggjort Sidst opdateret