Hver sjette hjemvendte soldat har psykiske ar
De er blomsten af Danmarks ungdom - sunde og raske mænd og kvinder med en intelligens og fysik over gennemsnittet - når de tager af sted.
Men når de danske soldater vender hjem fra missioner i udlandet, plages mange af dem af psykiske lidelser.
Faktisk er det hver sjette af de hjemvendte soldater, der tager nervemedicin eller ligefrem får en psykiatrisk diagnose, viser en ny undersøgelse.
Problemet er dermed mere omfattende, end foreningen Soldaterlegatet, der arbejder for de danske krigsveteraner, havde regnet med.
- Vi har hidtil kun haft gisninger om, at det, vi så herinde, var toppen af et isbjerg, siger sekretariatschef Ann-Christina Salquist.
Hun glæder sig derfor over, at der nu findes tal på problemets omfang.
- At der er så mange, som efter udsendelse enten udvikler en psykiatrisk diagnose eller et behov for nervemedicin, det er i hvert fald noget, man bør gøre sig ekstra overvejelser omkring. Det koster jo både den enkelte soldat, men også samfundet, tilføjer hun.
Undersøgelsen er foretaget af SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) og finansieret af Soldaterlegatet med støtte fra forskellige fonde. En forskergruppe har sammenlignet hjemvendte soldaters mentale helbred med en kontrolgruppe.
Inden de bliver sendt ud, har soldaterne en lavere forekomst af psykiatriske diagnoser end kontrolgruppen, viser rapporten.
- Men i løbet af de tre år efter udsendelse sker der en stigning, så de når samme niveau som kontrolgruppen. Det er en markant stigning, vi kan observere fra før til efter, siger rapportens hovedforfatter, seniorforsker Stéphanie Vincent Lyk-Jensen fra SFI.
Undersøgelsen er den første, der er baseret på data over, hvor meget medicin de hjemsendte soldater køber, og hvilke psykiatriske diagnoser de får stillet.
- Hvis de ikke havde været udsendt, ville man forvente, at der var en jævn stigning i psykiatriske diagnoser, ligesom hos kontrolgruppen.
- Men her er stigningen ikke jævn. Der sker faktisk en relativt markant stigning omkring tre år efter, de har været udsendt, forklarer Stéphanie Vincent Lyk-Jensen.
Normalt bliver veteranernes mentale helbred undersøgt ved hjælp af spørgeskemaer, men undersøgelsen fra SFI viser, at det især er de soldater, der har størst problemer, der ikke besvarer spørgeskemaerne.
Undersøgelsen viser, at især de soldater, der var udsendt til Eksjugoslavien i starten af 1990'erne, er ramt af psykiske lidelser.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned