Hver tredje DF-vælger: Thulesen har mistet troværdighed
37 procent af partiets egne vælgere er "helt enige" eller "overvejende enige" i, at DF-formanden ikke kan genskabe troværdigheden, viser en ny meningsmåling. Foto: Polfoto/Bonnerup Claus
Polfoto/Bonnerup Claus
Både Kristian Thulesen Dahl og Morten Messerschmidt er kommet i unåde hos deres vælgere i sag om EU-støtte.
Sagerne om Dansk Folkepartis mulige misbrug af EU-støttekroner ser ud til at koste formand Kristian Thulesen Dahl på troværdigheden.
37 procent af partiets egne vælgere er "helt enige" eller "overvejende enige" i, at DF-formanden ikke kan genskabe troværdigheden. 43 procent mener ikke, at skaderne er varige.
Det skriver TV2.dk.
Samlet set er mere end hver anden vælger "helt enig" eller "overvejende enig" i, at Kristian Thulesen Dahls troværdighed har lidt varig skade.
Det viser en ny meningsmåling foretaget af Megafon for TV2 og Politiken i dagene 24.-26. oktober 2016.
Her svarer 15 procent af de 1025 adspurgte, at Kristian Thulesen Dahl er den mest troværdige partileder.
32 procent peger på Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, som den mest troværdige, mens statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) af 17 procent anses for at være den mest troværdige.
Sagen om EU-midlerne har fået Dansk Folkeparti til at meddele, at det vil tilbagebetale knap en million kroner til EU.
Der er tale om støttekroner fra EU-Parlamentet, som partiet har fået via den europæiske alliance Meld og fonden Feld.
Midlerne er blandt andet brugt på middage, annoncekampagner og sommergruppemøder i 2014 og 2015.
EU's antisvindelenhed, Olaf, er gået ind i sagen og undersøger, om alt er foregået efter bogen.
Mistanken om misbrug har fået særligt store konsekvenser for europaparlamentariker Morten Messerschmidts (DF) troværdighed.
69 procent af DF-vælgerne mener ifølge TV2.dk ikke, at Messerschmidts tillid kan genoprettes.
Vælgerlussingen er seneste nederlag for den nu tidligere så populære stemmesluger.
For et par uger siden meddelte partiformanden, at Morten Messerschmidt ikke længere var en del af DF's øverste ledelse.
Nogle dage senere blev han indlagt på sygehuset. Han er udskrevet, men er sygemeldt på ubestemt tid.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde