I et øjeblik var Pia Olsen Dyhr fristet af folkeafstemning om bededag

Pia Olsen Dyhr (SF) under møde i Folketingssalen med udvidet partilederdebat på Christiansborg. I weekenden mødes hun med baglandet til landsmøde i Kolding. (Arkivfoto.). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Pia Olsen Dyhr møder baglandet til landsmøde i weekenden. Hun holder fast i, at SF skal være konstruktiv, men hun har også været fristet af at sætte foden ned.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da SF forlod regeringsforhandlingerne i begyndelsen af december, lød det fra partiets formand, Pia Olsen Dyhr, at SF skulle være en konstruktiv opposition til regeringen.

Lidt mere end 100 dage inde i midterregeringens levetid, og efter at det første store slagsmål om afskaffelsen af store bededag er overstået, er det stadig partiformandens ambition.

Det er, selv om hun i et øjeblik var fristet af at sætte hårdt mod hårdt og sammen med andre partier i oppositionen kræve en folkeafstemning om store bededag.

Det siger Pia Olsen Dyhr i et interview med Ritzau op til partiets landsmøde i weekenden, hvor hun mødes med partiets bagland i Kolding.

- Selvfølgelig var jeg fristet, fordi det ville give regering et banesår, siger hun og forklarer efterfølgende, hvorfor det ikke endte med opbakning fra SF - trods stort pres fra blandt andre Enhedslisten.

- Min bekymring var bare, at hvis vi åbner for den dør, hvad så når vi har en centrumvenstreregering, og vi vil gøre noget progressivt på børn og på klima. Vil vi så opleve en højrefløj, der vil hive det våben op?, spørger hun.

Selv om bededagsdiskussionen er et afsluttet kapital, er det alligevel forventningen, at den kommer til at fylde på talerstolen. Partiet er nemlig splittet, og det er Pia Olsen Dyhrs fornemmelse, at SF's vælgere har været delt i to.

Når Pia Olsen Dyhr også selv var fristet i "en halv dag", som hun selv siger, er det, fordi hun frygter, at SVM-regeringen vil bruge sit flertal til at "bølle tingene igennem".

- Det har været min bekymring, og så er man nødt til at sætte foden meget, meget hårdt ned, siger hun.

Uanset hvad hersker der en ny normal i Folketinget, hvor der efter valget 1. november ikke bare er skabt en regering hen over midten.

Der er også skabt en opposition hen over midten, påpeger Pia Olsen Dyhr og fortæller, at hun oplever at have fået en større forbundethed med partier som De Konservative og Liberal Alliance.

SF har medvind i øjeblikket, og nye medlemstal frem mod landsmødet viser, at partiet har rundet 10.500 medlemmer. Samme tid sidste år kunne SF tælle 8995 medlemmer.

Lige nu er SF med sine 15 mandater det fjerdestørste parti i Folketinget og det største parti i oppositionen. Og derfor er det også naturligt at spørge, om Pia Olsen Dyhr står i spidsen for den.

- Nej, jeg vil ikke sige, at der er nogen, som er leder af den. Det vil være mod naturen i det, fordi der både er røde og blå partier til stede.

På SF-formand Pia Olsen Dyhrs kontor på Christiansborg er der et rundt bord med fire stole.

Og netop fordi det er rundt, er der ikke nogen bordende, hun kan sidde for enden af, påpeger hun med et grin.

Alligevel bemærker hun, at det netop er på hendes kontor, at de fire tidligere støttepartier til S-regeringen - SF, Enhedslisten, Alternativet og De Radikale - mødes til månedlige møder.

Pia Olsen Dyhr kan dog ikke pege på ét eller flere partier, som er SF's primære allierede.

- Det er SF, slår hun fast.

- Jeg synes, at vi står lidt alene i vores egen ret. Måske er det også bare det at være største parti i opposition: At man kommer til at være tæt på nogen i nogle situationer og andre i andre.

Selv om det var fristende for SF-formanden at bremse regeringens storebededagsplan, er Pia Olsen Dyhr overbevist om, at SF bedst får indflydelse ved at gå ind i forhandlinger med regeringen.

- Hvis vi siger, at vi bare melder os ud, så har de, der har stemt på SF, ikke fået nogen indflydelse, siger hun.

- Og det at man går ind i et forhandlingsrum, er ikke det samme som at være nyttig idiot. Vi går ikke ind i et forhandlingsrum, uden at vi får et resultat med ud, som vi kan genkende os i i SF.

/ritzau/

Blå bog: Pia Olsen Dyhr

* Navn: Pia Olsen Dyhr.

* Født: 30. november 1971 i Vallensbæk.

* Uddannelse:

1996: Bachelor i statskundskab ved Københavns Universitet.

2010: Cand.scient. pol.

* Politisk karriere:

1996-2000: Medlem af Rådet for Europæisk Politik.

1996-1998: Landsformand for SF Ungdom.

2001-2005: Medlem af Nævnet vedrørende EU-oplysning.

2005: Formandskandidat i SF, taber til Villy Søvndal.

2002-2004: Næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke.

Siden 2007: Valgt til Folketinget for SF.

2011-2013: Handels- og investeringsminister.

2013-2014: Transportminister.

Siden 2014: Formand for SF.

* Privat: Bor i Brønshøj med sin mand, Villy Dyhr, og har tre døtre.

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu