I Nuuk skaber USA utryghed og rykker Grønland og Danmark sammen

Folketingsmedlem Aaja Chemnitz var tirsdag i Nuuk for at stemme til det grønlandske kommunalvalg. Det er hendes parti, Inuit Ataqatigiit, der i dag har borgmesterposten i Kommuneqarfik Sermersooq, hvor Nuuk ligger. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mette Frederiksen besøger i denne uge Nuuk, hvor der er utryghed over den vedvarende USA-interesse i Grønland. Men også håb om en stærkere relation til Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er prominente gæster, der disse dage er på besøg i Grønland.

Fredag tordnede J.D. Vance mod Danmarks indsats i Grønland under hans korte besøg på den amerikanske militærbase Pituffik Space Base.

Onsdag til fredag bliver tonen unægteligt mere forsonende, når statsminister Mette Frederiksen (S) skal hilse på den kommende regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen fra Demokraatit.

Og midt i det store geopolitiske spil er den grønlandske befolkning tirsdag gået til noget så lokalt som kommunalvalg.

I bidende kulde og let snevejr ved Godthåbhallen i Nuuk forsøgte de lokale kandidater til kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq at overbevise de sidste vælgere.

For Tom Amtoft fra Inuit Ataqatigiit (IA) er det ligefrem USA's interesse i Grønland, der har fået ham til at stille op til valget.

- Jeg har været ret provokeret af hele det der USA-menageri, siger Tom Amtoft, der har boet i Grønland de sidste 28 år.

Borgerne i Nuuk skulle tirsdag forbi Godthåbhallen for at afgive deres stemmer til kommunalvalget. Hvor der ved valget til Inatsisartut for tre uger siden var kø hele dagen ind til hallen, var der markant færre mennesker tirsdag formiddag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Han mærker en utryghed blandt borgerne i Nuuk om fremtiden og nævner som eksempel, at nogle har udsat hus- eller bilkøb.

- For man ved ikke, hvad fremtiden bringer.

Hos Demokraatit kalder den lokale spidskandidat, Poul Petersen, situationen for "vanskelig".

Først og fremmest er den store interesse for Grønland positiv, mener han, for det kan bane vej for investeringer.

- Men så er der al den støj, der ligger ved siden af, som jeg ved, at for mange borgere har betydet utryghed og en form for ængstelse.

- Vi har ikke brug for at blive splittet. Vi står sammen omkring det her. Vi er et stolt folk, vi er et åbent folk, vi er et glad folk. Det vil vi gerne udbrede, siger Poul Petersen.

Atassut-kandidat til kommunalbestyrelsen Nikolaj Rosing stemmer i.

Tom Amtoft fra partiet Inuit Ataqatigiit (IA) har valgt at stille op til kommunalvalget, fordi han er blevet provokeret af USA's vedvarende interesse i at overtage Grønland. Han håber, at kommunalvalget kan være med til at skabe ro i Grønland. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

- Der er en masse bekymringer omkring det. Og det er fuldt forståeligt, siger han.

Men både Nikolaj Rosing og Tom Amtoft ser også, at der kommer noget positivt ud af den amerikanske interesse.

At Danmark og Grønland rykker tættere sammen.

- Det er virkelig mit store håb, siger Nikolaj Rosing.

Tom Amtoft har savnet det "i mange år".

- Vi mærker en fornyet interesse i Grønland generelt - også fra Danmarks side. Det er så prisværdigt, siger han.

Efter ugevis med journalister fra hele verden i Nuuk ville man ikke bebrejde de grønlandske vælgere for at være mætte.

Og foran Godthåbhallen var der heller ikke den store appetit på mikrofoner.

Blandt vælgerne var dog også folketingsmedlem Aaja Chemnitz fra IA.

Ligesom de lokale kandidater glæder hun sig over, at Grønland onsdag får besøg af statsminister Mette Frederiksen (S) - i modsætning til Siumut-formand Vivian Motzfeldt, Grønlands minister for udenrigsanliggender, der mandag kritiserede, at statsministeren tager til Grønland, inden den nye regering formelt er tiltrådt.

- Vi har brug for, at vi handler. Vi har brug for, at man har en dialog. Derfor synes jeg, at det er positivt, at Mette Frederiksen kommer, siger Aaja Chemnitz.

Hun er selv ikke bekymret for fremtiden i Grønland.

- Langt de fleste er optaget af, at man får talt med én stemme og får sagt fra, får lagt en linje og får tænkt strategisk.

- Jeg tror, at det er et maraton og ikke en sprint, vi kigger ind i.

/ritzau/

Mette Frederiksens besøg i Grønland

* Statsminister Mette Frederiksen (S) annoncerede lørdag, at hun besøger Grønland fra onsdag til fredag.

* Her skal hun blandt andet hilse på Demokraatit-formand Jens Frederik Nielsen, der er kommende formand for Naalakkersuisut, Grønlands regering. Hun skal også møde resten af den nye regering.

* Mere vides der ikke om besøget på nuværende tidspunkt.

* Men mandag fik besøget kritik af Siumut-formand Vivian Motzfeldt, der er kommende minister for udenrigsanliggender. Hun kritiserede, at statsministeren besøger Grønland, inden den nye regering formelt er tiltrådt. Det sker først på mandag.

* Det gik Jens-Frederik Nielsen dog straks i rette med. Han skrev på Facebook, at det er ”naturligt”, at de mødes så ”hurtigt som muligt”.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu