Der er ingen, der skriver om Axeltorv mere, har Torben Hansen konstateret, så nu har han hængt en masse af Vestfrontens alternative "valgplakater" op. Nemlig med listens listebogstav "J." Måske "J" for joker for dem, der stemmer på en af de tre kandidater eller listen. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Den nye liste til kommunalvalget sparer bestyrelse og vælgerforening væk.
Marianne KnudsenMarianneKnudsen
OffentliggjortSidst opdateret
LOLLAND Det er med kommunalvalget på Lollands yngste kandidat - og spidskandidat - at den nye, upolitiske lokalliste, Vestfronten, går til valg tirsdag 16. november.
Kandidaten og listens bud på en ny borgmester på Lolland, Anders Bo Jørgensen, er 28, men velorienteret og velargumenterende, så de ondsindede, der måske kunne finde på at kalde ham en marionetdukke i listestifternes hænder - Torben Hansen og Søren Busch - vil nok komme til kort.
I Vestfronten bliver det i øvrigt i familien.
Tidligere byrådsmedlem i Nakskov og Lolland kommuner, Torben Hansen, der har siddet i byrådet for SF og Dansk Folkeparti, er Anders Bo Jørgensens svigerfar.
Torben Hansen opstiller selv som nummer to på partilisten, og på tredjepladsen finder man Torben Hansens tidligere kæreste, Susanna Antoniussen.
Annonce
Søren Busch er tidligere amtsrådsmedlem og byrådsmedlem for Socialdemokratiet samt kultur- og socialdirektør.
Anders Bo Jørgensen håber at blive de unges stemme i Lolland Byråd. Hans egen søn Oliver fylder et år i november. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Et carte blanche
Vestfronten agter i øvrigt ikke at indkalde til stiftende generalforsamling for at starte en vælgerforening og får heller ingen bestyrelse, oplyser Anders Bo Jørgensen.
- Det vil sige, at vælgerne, der stemmer på en af jer tre eller listen, giver Vestfronten et carte blanche, hvor de ikke kan få indflydelse på, hvordan I vil agere og stemme de kommende fire år?
- Ja, vi gør det på en utraditionel måde. Vi har også sagt nej til nogle, der ville melde sig ind i Vestfronten. Vi vil ikke have tidligere opstillede kandidater med - altså lige bortset fra Torben, der har stiftet Vestfronten - for vi vil prøve noget nyt.
- Hele ideen er, at Torben har siddet til så mange gruppemøder, der har taget så meget tid, så når vi gør det uden bestyrelse og vælgerforening, handler det om at spare tid, og så vil vi i stedet fokusere på det, det handler om. Desuden er det også så smart, at hvis Oliver under et gruppemøde kræver opmærksomhed, kan hans morfar jo træde til, indskyder Anders Bo Jørgensen med glimt i øjnene og et kæmpe smil, der spænder fra kind til kind, og altså med den varme humor, der altid bobler i ham.
- Og sad hele de la Motte-familien i øvrigt ikke i Nakskov Byråd? Jeg tror, at alle nye politiske tiltag starter med folk, der kender hinanden tæt, lyder det videre.
Anders Bo Jørgensen er 28 år. Han er født og vokset op i Søllested, men bor nu i Nakskov med sin kæreste og lille søn, der snart fylder et år. De seneste syv år har Anders Bo Jørgensen arbejdet som pædagogmedhjælper i Stenoskolens sfo og som støttepædagog i skolen. I fritiden dyrker han en del sport og spiller både fodbold og squash i Søllested. Med en plads i Lolland Byråd håber Anders Bo Jørgensen, at flere unge vil føle sig repræsenteret.
Oliver er Anders Bo og hans kone, Majas, snart etårige søn. Han starter i dagpleje på mandag, og Anders Bo slutter sin to måneder lange barsel næste mandag.
På den politiske front er der også familien og de bløde områder, Vestfronten vil have fokus på.
Annonce
- Som en far, der selv er på barsel, kan jeg tydeligt mærke, hvordan min søn og jeg opbygger et unikt bånd, når vi er sammen i hverdagen. Fra venner i København på samme alder har jeg hørt en del om tilskud til pasning af eget barn, og jeg tog det som en selvfølge, at det kunne man også få i Lolland Kommune.
- Det kan man ikke, og det er noget, Vestfronten vil arbejde for.
Pasning af eget barn
- En stor del af landets kommuner tilbyder denne ordning, hvor man modtager tilskud, hvis man passer sit barn i eget hjem. I Guldborgsund er det en mulighed. Der kan man få et tilskud på 7.117 kroner om måneden, indtil barnet er 2 år og 9 måneder.
- Det er ved lov besluttet, at forældre maksimalt skal betale 25 procent af prisen på et pasningstilbud, og kommunen de resterende 75 procent. I Lolland Kommune betaler forældrene 2.742 kroner for en fuldtidsdagplejeplads, og kommunen de resterende 8.226 kroner.
- Så kommunen vil spare penge, og forældrene får mulighed for at få en fleksibel hverdag, mere tid med børnene, og børnene får mindre tid i institution, og i Vestfronten ønsker vi, at borgerne har mulighed for at sammensætte deres liv på en måde, som giver bedst mening for dem.
- Kommunen skal være med til at give disse muligheder ved at sætte familierne fri og lade pengene følge børnene.
Valgløftet har Anders Bo lagt på Facebook og fået en kæmpe, positiv respons, primært fra kvinder, fortæller han.
- Men kan man ikke risikere, at det især bliver de sårbare familier, der vælger det tilbud om at få penge for at passe deres børn. Børn, der måske netop har godt af at komme i institution?
- Jeg synes mange gange, at man i den her kommune sigter efter laveste fællesnævner. Vi må stole på, at systemet samler op, hvis nogle falder udenfor. Det her kunne også være et skub til, at ressourcestærke familier, der lige mangler de sidste kroner i det ene job, vælger Lolland til - eller til, at de blive boende her, svarer Anders Bo Jørgensen.
Annonce
Nej til Maribomodellen
Netop tilskud til pasning af eget barn og nej til Maribomodellen på skoleområdet i Nakskov bliver to af de hovedkrav, Vestfronten vil gå efter på valgnatten.
- Vi vil ikke pege på nu, hvem vi synes, der skal være borgmester. Vi vil støtte den, der lover os mest.
- Og det bliver dem, der lytter til familierne, der vil bevare Stormarkskolen og Byskolen, som de er. At de ikke gør det bærer præg af den nuværende alderssammensætning i byrådet, tilføjer kandidaten.
Et tredje krav fra Vestfronten bliver en styrkelse af ældreområdet i Lolland Kommune.
- Vi skal have et korps af fleksjobbere og ufaglærte, der skal stå for de lettere opgaver i hjemmene, så de uddannede kan stå for den daglige pleje og omsorg. Det vil frigøre hænder til de faglærte, og så vil jeg gerne tilbage til det gamle ord hjemmehjælper. For det skal være rart for borgerne at få hjælp. Så vi skal også have mindre, faste teams af hjemmehjælpere, så der ikke bliver en så stor udskiftning i det personale, borgerne møder, siger Anders Bo Jørgensen.
- Vi synes, at det giver mening i en tid, hvor man vil have nærheden tilbage.
Vaskeri i Søllested
Et lignende korps kunne også få job i et nyt, kommunalt fællesvaskeri i Søllested, der måske også kunne følges op af et nyt fælleskøkken.
Til spørgsmålet om andre anlægsønsker siger Anders Bo Jørgensen, at det lader Vestfronten de andre opstillede om, som har masser af ønsker:
Annonce
- Men jeg var da ude med barnevognen i Søllested og dele flyers ud og snakkede med en, der spurgte, om jeg havde kigget på vejene i Søllested. Og jeg kan da kun give ham ret, for jeg er selv vokset op i Søllested og ved, at vejene er dårlige. Der skal en kæmpe sum til.
- Men for Vestfronten vil det handle om borgeren og ikke om veje eller prestigeprojekter. Kommunalpolitik er for os det, vi kan mærke i hverdagen, slår yngstemanden fast.
Til spørgsmålet, om han ikke som muligt byrådsmedlem tror, at han kommer til at savne at kunne gå i byen med sine unge venner og drikke sig fuld - uden at folk bliver forargede - eller at kunne køre til bageren med sovehår eller babygylp på blusen, svarer Anders Bo:
- Jeg har opført mig det dårligt, jeg skal. Nu kan jeg fokusere på det gode.
- Her i kommunen er prioriteringen ikke altid okay. Vi skal også hjælpe de udsatte. For jeg skal nok holde varmen hele vinteren, men det er ikke sikkert, at Jørgen i skoven gør det.
Annonce
- Og så er det, at jeg ikke forstår, at kommunens udsatteråd har 25.000 kroner til kaffe til deres møder, og at eksempelvis Frelsens Hær kun kan få 2.500 til arbejdet i deres hus, når de søger, tilføjer Vestfrontens spidskandidat.
Seneste artikler
Lokale MF'ere i spidsen for nyt, stort udvalg
Friluftsbad kan endelig åbne
Stort panttyveri fra ø-butik
Ildsjæle stablede åbningsfest på benene og betalte det hele selv
Ny opgørelse: Så mange på LF har langt til offentlig transport
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Skabte uro i lægeklinik
Efterlyser vidner i sag om grov vold