Ida Auken savner tempo i EU's miljøpolitik

Danmarks nye miljøminister, Ida Auken (SF), lagde på sit første møde med EU-kollegerne ud med at lufte sin skuffelse over det manglende tempo i EU-samarbejdet.

Det kom blandt andet til udtryk i en sag, hvor Auken forsøger at lægge pres på EU-Kommissionen og de øvrige medlemsstater for at få dem til at ratificere en aftale fra sidste år mod såkaldt 'bio-pirateri'.

Endnu har ingen lande ratificeret den et år gamle aftale, der skal forhindre, at parfume- og medicinalfabrikker i industrialiserede lande uden videre tager til udviklingslande og henter ingredienser til deres produkter fra for eksempel insekter og planter.

- Jeg synes ikke, der er tempo nok på det, han vil, siger Auken efter et møde mandag morgen med EU's miljøkommissær, Janez Potocnik.

Ministeren siger, at Danmark er klar til at gå forrest og ratificere aftalen i håb om at få andre med.

Den danske minister knytter det manglende tempo i indsatsen mod biopirateri sammen med langsommeligheden i EU's forberedelse til den store FN-konference Rio+20 om bæredygtig udvikling, der skal afholdes til juni næste år.

- Det kan være vanskeligt at tage til Rio, hvis vi stadig ikke kan leve op til de aftaler, vi lavede sidste gang, siger Auken og lover, at arbejdet med Rio+20 bliver en af de helt store mærkesager for det danske EU-formandskab, der begynder ved årsskiftet.

Det foreløbige oplæg fra EU til topmødet i Rio er ifølge ministeren for uambitiøst og ukonkret.

Auken erkender, at hun efter blot en uge i jobbet endnu ikke er klar med konkrete idéer, men hun lægger blandt andet op til et samarbejde med sin britiske kollega, der foreslår konkrete mål for bæredygtigt landbrug og effektiv brug af energiressourcer.

/ritzau/

Danmarks nye miljøminister kritiserer ukonkret og uambitiøst oplæg til FN-topmøde om bæredygtig udvikling.

Offentliggjort Sidst opdateret