Ingen EU-iver efter at sende våben til Syrien

Den britiske premierminister og franske præsident fik en lunken modtagelse, da de under EU-topmødet fredag i Bruxelles forsøgte at overbevise de øvrige 25 EU-lande om at slække på våbenembargoen mod Syrien.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ritzau erfarer, at kun Slovenien udtalte direkte støtte til det britisk-franske ønske om at lempe embargoen ved udgangen af maj, så det bliver muligt at bevæbne den syriske opposition.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) var blandt de mange stats- og regeringschefer, der ikke tog ordet under debatten.

Hun siger efterfølgende, at den danske holdning om dilemmaet er velkendt.

- Vi er nervøse for at militarisere denne her konflikt. Men vi bakker selvfølgelig også op om oppositionen og ønsker et systemskifte i Syrien. Jeg tror ikke, tiden er til, at man slår i bordet og har klare ja- og nej-svar.

- Der har været synspunkter, hvor man også anerkender, at det er svært at ophæve våbenembargoen - og det er også svært at lade være. You're damned if you do, you're damned if you don't, det er vel overskriften i denne her diskussion, siger Thorning.

Blandt dem, der ytrede sig under debatten, var EU-præsident Herman Van Rompuy og udenrigschef Catherine Ashton, der begge appellerede om, at EU fremstår samlet i spørgsmålet.

Ashton advarede blandt andet om, at uklare budskaber fra EU kan skabe forvirring blandt EU's partnere.

Ifølge en kilde tæt på forhandlingerne var der skeptiske eller direkte negative meldinger fra i hvert fald Tyskland, Østrig, Luxembourg, Holland og Belgien.

Det er især den britiske regering, der har presset på for en lempelse af EU's våbenembargo, som for bare få uger siden blev fornyet for tre måneder, samtidig med at det blev præciseret, at EU-lande kan levere træning og "ikke-dødbringende" udstyr.

Både den britiske og den franske leder har i forbindelse med EU-topmødet sagt, at de er klar til at gå enegang, hvis ikke de øvrige EU-lande lader sig overbevise.

Det skal ifølge EU-diplomater dog ikke ses som en trussel om, at landene decideret vil bryde embargoen. Men at de er klar til at lade den udløbe til maj, hvor det kræver enstemmighed at forlænge den.

Spørgsmålet bliver nu sat øverst på dagsordenen, når EU's udenrigsministre mødes til uformelt møde i Dublin i næste weekend.

/ritzau/