(ingen overskrift)

Ikke uventet har den 29-årige SF’er og sundhedsminister Astrid Krag meldt sig på banen som mulig formand for SF. Udmeldingen kommer ikke som en overraskelse, da hun længe har været udpeget som en oplagt formandskandidat.

Men meldingen vækker ikke glæde hos de lokale SF’ere. Hverken Lene Hatt fra Guldborgsund Byråd eller Torben Hansen, der er viceborgmester i Lolland Kommune, klapper i hænderne over udsigterne til at få Astrid Krag som ny formand.

Lene Hatt stiller spørgsmålstegn ved, om Astrid Krag kan klare opgaven, når hun ikke er ældre.
- Hun er jo forholdsvis ung, og selvom hun har været i politik i nogle år, så har hun jo ikke ligefrem 50 års erfaring. Jeg vil gerne se, om hun har pondus til at samle partiet, det kan jeg godt tvivle på, siger Lene Hatt.

Det samme forbehold har Torben Hansen, som tvivler på, at Astrid Krag kan magte de mange opgaver, hun vil få.
- Jeg er ikke sikker på, at hun kan magte opgaven. Udover at hun eventuelt skal være formand, skal hun jo også stadig være minister og mor til to små børn. Det kræver enorme ressourcer at være formand, sådan som verden ser ud lige nu i SF. Så jeg tror ikke, hun vil kunne magte opgaven, hvis jeg skal være helt ærligt.

Både Lene Hatt og Torben Hansen så derfor gerne, at andre kandidater meldte sig på banen. Torben Hansen tvivler dog på, at andre kandidater kan være et reelt alternativ til Astrid Krag.

- Jeg tror, at det bliver meget svært at finde en anden kandidat, fordi jeg er af den holdning, at en kandidat skal have sin daglige gang på Christiansborg. Det har de andre, der kunne være egnet desværre ikke, men jeg vil ærgre mig meget hvis der ikke kommer en kandidat til.

Lene Hatt er ikke enig i, at der ikke findes reelle modkandidater.
- Det kunne være Anette Vilhelmsen, som ikke har sagt nej endnu. Hun kunne være et rigtigt godt bud. Der er også Meta Fuglsang og flere andre, som jeg sagtens kunne tænke mig som reelle kandidater.

Hvornår den nye formand for SF bliver valgt afhænger af hvor mange modkandidater til Astrid Krag, som melder sig på banen.

Foto: Ingrid Riis

Offentliggjort Sidst opdateret