(ingen overskrift)

Sent fredag den 21. december, efter de lokale rådhuse var lukket ned på grund af juleferie, tikker der en mail ind fra beredskabsstyrelsen. Mailen fortæller at, efter Folketingets beslutning i november om ny beredskabsforlig opsiges aftalen om de kommunale støttepunkter pr 1. januar 2013.

Støttepunktberedskabet består af ni kommunale støttepunkter, Guldborgsund som det eneste på Sydsjælland og Lolland-Falster, samt Beredskabsstyrelsens fem beredskabscentre. De kommunale støttepunkter bemandes af de enkelte kommuner, mens Beredskabsstyrelsen indtil nu har stiller materiel til rådighed for de kommunale støttepunkter.

I denne uge bliver udstyret fra Støttepunktet i Guldborgsund Kommune i Nykøbing hentet og sat til opbevaring på Næstved Kaserne. Herfra kan kommunerne ved særlig store ulykker og katastrofer så låne udstyr til for eksempel brandbekæmpelse, frigørelse ved større ulykker, grej til bekæmpelse af oversvømmelse, udstyr til at fylde iltflasker med mere.
Noget af udstyret har Beredskabsstyrelsen valgt skal placeres i 21 kommuner landet over, hvor det er skønnet at responstiden bliver for lang til beredskabscentrene. Lolland Kommune er den eneste kommune, som har fået tilbuddet i regionerne Sjælland og Hovedstaden.
I midten af februar forventes det, at Beredskabsstyrelsen tager beslutning om hvilket udstyr de 21 kommuner kan få lov at få udstationeret i en toårig låneperiode. En periode, hvor kommunerne både skal bemande, vedligeholde og forsikre materiellet. Der kan naturligvis ikke blive udstyr nok til alle kommuner, når det nu skal fordeles på mange flere enheder. Derfor forventes det, at der skal rekvireres udstyr fra Næstved, når der fremover sker større ulykker, brande eller forureninger,

- Det kan i yderste konsekvens blive dyrt for kommunerne mener, direktør i Lolland Kommune Bjarne Hansen.

- Selvom Beredskabsstyrelsen efter vedtagelsen i Folketinget har besluttet at inddrage det udlånte materiel fra de ni støttepunkter og dele det ud over 21 kommuner, så ændres selve lovgivningen om, hvad der skal være til rådighed for de kommunale beredskaber ikke. Det vil sige, at hvis vi ikke kan låne det statslige udstyr, som vi nu har bedt om,  skal vi måske selv ud og investere for at kunne løse opgaverne forsvarligt, siger Bjarne Hansen.

Det udstyr som Lolland måske kan låne, er en del af det udstyr som Guldborgsund beredskab har haft stående, vedligeholdt og bemandet med omkring 50 uddannede frivillige.

- De to lokale kommuners beredskabschefer arbejder derfor også på en løsning, hvor det udstyr, som Lolland kommune måske får lov at låne af Beredskabsstyrelsen i praksis kan placeres i det snart forhenværende støttepunkt under Guldborgsund Beredskab. Her er både plads og personale, som kender udstyret, siger Bjarne Hansen.

Indtil Beredskabsstyrelsen har besluttet hvor støttepunkternes udstyr skal hen, står de lokale beredskaber i en form for vakuum, hvor de ikke har udstyret og ikke kender Beredskabsstyrelsens endelige plan for fordeling.

Foto: Anders Knudsen

Offentliggjort Sidst opdateret