Hvis Socialdemokraterne og SF vil have deres politik igennem med radikale mandater i ryggen, så skal De Radikale have indflydelse. Det siger den radikale leder, Margrethe Vestager.
- Det kræver 90 mandater, og hvis de radikale mandater tælles med, så har vi også indflydelse på det, der foregår. Fordi vi kommer til at stå inde for det. Og noget af det, der er vigtigt for os, er den økonomiske politik, siger hun til Ritzau.
På dagen, hvor Socialdemokraterne og SF vil proklamere, at de to partier er kernen i en eventuel ny regering, er den radikale ambition at komme med i en sådan regering.
Men samtidig står det klart, at S-SF og R er uenige om eksempelvis skattepolitikken. Og Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt, har igen og igen slået fast, at det skatteudspil, som hun og SF's formand Villy Søvndal i dag præsenterer officielt, vil blive gennemført. Det er ikke et forhandlingsoplæg. Men overfor står det radikale skatteudspil, som Vestager fortsat har ambitioner om at slås for.
- Det gælder for mig, uanset hvor glad jeg er for min egen skattepolitik, at der skal være 90 mandater bag, hvis den skal vedtages i folketingssalen. Men det gælder også for Helle Thorning. Og vi lægger ikke stemmer til, hvis ikke vi har indflydelse på, hvad der foregår, siger hun.
Spørgsmål: Men har du noget alternativ. Vil du hellere se en S-ledet regering falde?
- For mig er det ikke så meget et spørgsmål. Det er jo Helle Thornings spørgsmål.
Spørgsmål: Men det er da dig, der skal beslutte, om I vil lægge mandater til?
- Det er hende, der skal stå inde for lovforslagene.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker