Ingen SU-bonus til undervisningsministeren

Undervisningsminister Tina Nedergaard (V) vil give en kontant bonus til hurtige studerende. Men ministeren selv ville ikke have fået en bonus for et hurtigt studieforløb, da hun læste i slutningen af 80'erne og i 90'erne.

Bonussen bliver udbetalt, hvis den studerende begynder på en videregående uddannelse et år efter ungdomsuddannelsen og gennemfører den videregående uddannelse under normeret tid.

Tina Nedergaard begyndte godt nok på HA-studiet i Århus et år efter, at hun i 1988 blev student fra Hobro Gymnasium. Men året efter, i 1990, skiftede hun til statskundskab, hvor hun i 1997 blev uddannet som cand.scient.pol.

- På min kandidatuddannelse valgte jeg blandt andet et praktikophold i udlandet og havde også i en længere periode fuldtidsjob som konsulent inden for mit fag, forklarer Tina Nedergaard.

Da hun ikke fik SU, mens hun arbejdede, mener hun, at hendes SU-forløb kunne rummes inden for de regler, som hun nu foreslår. Men ministeren erkender, at hun på det punkt ikke er et forbillede.

- Jeg har ikke fortrudt mit uddannelsesforløb, men set fra min stol som minister i dag er det ikke et forløb, som man behøver at forfølge.

- Jeg brugte den ekstra tid til at arbejde, men samfundsøkonomisk havde det været bedre, hvis jeg havde gjort min uddannelse færdig og var kommet ud på arbejdsmarkedet med fuld produktivitet, siger Tina Nedergaard.

Da regeringens udspil til en SU-reform blev præsenteret, sad Tina Nedergaard ved siden af videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K).

Hun var heller ikke kommet i betragtning til en bonus, da hun ikke har andre uddannelser end en studentereksamen bag sig.

/ritzau/

Undervisningsministeren vil give bonus til hurtige studerende. Selv brugte hun ekstra tid, før hun var færdig.

Offentliggjort Sidst opdateret