Inger Støjberg advarer mod Fælleslisten

Venstre appellerer nu til borgerlige vælgere om at holde sig fra et kryds på Fælleslisten. Beskæftigelsesminister siger, at en stemme på det parti kan være med til at vælte regeringen og få en Socialdemokratisk-leddet regering kørt ind i stedet, skriver Berlingske Tidende.

- Et af problemerne med Fælleslisten er, at de ikke vil sige, om de peger på en borgerlig statsminister, eller om de vil have en socialdemokratisk statsminister. Det skal man som vælger gøre op med sig selv, siger Inger Støjberg, der selv er valgt i Midt- og Vestjylland.

Advarslen kommer, efter at Fælleslistens formand, Leif Hornshøj, søndag fortalte, at listen er på vej til at blive landsdækkende med afdelinger på Lolland-Falster, Fyn og i Nordjylland. Han forventer, at Fælleslisten i løbet af efteråret har indsamlet de nødvendige 20.000 underskrifter, som kræves for at stille op til næste folketingsvalg. Og Inger Støjbergs udmelding får ham ikke til at løfte sløret for, hvem Fælleslisten vil pege på.

- Vi peger på den statsministerkandidat, som vil gøre mest for Udkantsdanmark. Og lige nu gør Løkke og Thorning det nøjagtigt lige dårligt i forhold til udkantsområderne, siger Leif Hornshøj.

Han er ikke i tvivl om, at Fælleslisten henter bunker af vælgere hos Venstre i Vestjylland, hvor der blandt andet er udbredt vrede over regeringens planer for en ny sygehusstruktur.

Inger Støjberg erkender, at Fælleslisten har potentiale til at kapre vælgere fra Venstre.

Hos Socialdemokraterne siger ledelsesmedlem Henrik Dam Kristensen, at Fælleslisten ikke kan blive ved med at køre på frihjul i forhold til udenrigspolitik, skattepolitik, uddannelsespolitik og alle mulige andre områder, som ikke lige har med udkantsområderne at gøre.

/ritzau/

En stemme på Fælleslisten kan være en stemme på en rød regering, lyder det fra Inger Støjberg. Fælleslisten presser regeringen.

Offentliggjort Sidst opdateret