International løsning på Skats udbytteproblem løb ud i sandet
Et projekt i OECD skulle løse problemer med udbytteskat men blev droppet og ikke erstattet.
I årene op til at Skat udbetalte milliarder i refusion af udbytteskat, blev det internt drøftet, hvordan problemerne kunne løses. Her blev flere forslag afvist, fordi man hæftede sit håb til et projekt i OECD, der hed Trace.
Projektet fik dog lov til at løbe ud i sandet, uden at der umiddelbart blev taget andre skridt for at løse problemerne. Det stod klart, da kommissionen om Skat tirsdag genoptog sine afhøringer.
It-konsulent Tom Stevns var med til at teste Trace-projektet. Han fortæller, at han afsluttede sit arbejde, men at ledelsen i Skat droppede projektet, omkring det tidspunkt han var færdig med sit arbejde.
Årsagen var, at de amerikanske myndigheder ville noget andet.
- Alle vendte om på en femøre og gik den anden vej. Så Trace-protokollen som sådan er vel aldrig blevet benyttet, sagde han.
- Jeg tror ikke, at Trace-protokollen har været i brug aktivt på noget tidspunkt. Trace-protokollen står fra 2013 faktisk til rådighed for OECD-landene.
Trace-projektet skulle overflødiggøre en stor del af de refusionsansøgninger, som Skat ikke kontrollerede.
Inden da havde der i Skat været interne kampe om, hvordan man bedste lukkede hullerne i håndteringen af udbytteskat.
Her var andre løsningsforslag blevet nævnt, men de blev afvist, fordi man havde større tiltro til Trace-projektet.
Blandt andet ønskede det kontor, der sad med behandlingen af refusionerne, en udvidelse af en ordning, der hed VP-ordningen. Men Skatteministeriet afviste i november 2011 forslaget.
- Vi mener ikke, at det på nuværende tidspunkt kan svare sig at udvide VP-ordningen, idet der p.t. arbejdes intensivt på en løsning i OECD vedrørende Trace, skrev ministeriet i en mail til kontoret.
Kommissionens udspørger, Jens Lund Mosbek, ledte tirsdag forgæves efter svar på, hvad der blev gjort, da det stod klart, at Trace-projektet ikke blev til noget.
I dag jagter Skattestyrelsen 12,7 milliarder kroner, som er udbetalt som refusion af udbytteskat. Advokatregningerne for at få pengene hjem anslås at ende på over to milliarder kroner.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet