Flere gange lovede forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og forhenværende forsvarsminister Søren Gade (V) over for Folketinget, at der blev ført tilsyn med fanger udleveret af den danske Irak-bataljon til irakisk varetægt.
Og flere gange forsikrede de to ministre, at de tilsete fanger ikke var kommet noget til.
Men den danske bataljon, der skulle gennemføre tilsynene, havde intet overblik over de udleverede fanger. Det fortæller militærjuristen, der skulle føre tilsynene til Information.
Da den danske bataljons Hold 3 ankom til Irak i februar 2004, var 113 fanger ifølge Forsvarskommandoens opgørelse blevet overdraget til irakisk varetægt.
Men holdets militærjurist, Kurt Borgkvist, fortæller, at der ikke fandtes lister, der viste, hvor fangerne var blevet af efter udleveringen.
- Og de irakiske myndigheder havde jo heller ikke styr på det, siger han til Information og fortsætter:
- Det var ikke deres tradition.
Militærjuristen fortæller, at han gjorde, hvad han kunne for at opspore fangerne, men svarer klart "nej" på et spørgsmål om, hvorvidt det var muligt at holde styr på alle fanger.
Når Anders Fogh Rasmussen for eksempel den 5. maj 2004 i Folketingssalen sagde, at den danske bataljon førte "tilsyn med de tilbageholdte, som danske styrker har overdraget til britiske styrker eller til lokale myndigheder", var det altså kun den halve sandhed.
Generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, påpeger, at Danmark havde pligt til at føre tilsyn med, at fanger overdraget af de danske styrker blev behandlet efter konventionerne.
Jurist i menneskerettighedsorganisationen Amnesty, Claus Juul, understreger, at der i løbet af 2004 kom flere advarsler om det irakiske politis torturmetoder.
- Og det eneste tilnærmelsesvis valide argument til støtte for, at det alligevel var i orden at overgive fanger til irakerne, var, at der blev ført tilsyn. Men det argument ser nu ud til at falde bort, siger Claus Juul til Information.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned