Især én ting har frustreret arkitekten bag fremtidens sundhedsvæsen
Formand for Sundhedsstrukturkommissionen Jesper Fisker ville torsdag ikke løfte sløret for, hvad kommissionen er nået frem til. Først i midten af juni fremlægges konklusionerne. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Om en måned fremlægger Sundhedsstrukturkommissionen sine bud på fremtidens sundhedsvæsen. Formand Jesper Fisker har været landet rundt og fundet løsninger.
Når formanden for den kommission, der skal komme med bud på fremtidens sundhedsvæsen, i forbindelse med arbejdet er rejst rundt i hele landet, er han indimellem blevet frustreret.
Han har set mange bud på lokale løsninger, som fungerer godt.
Frustrationen opstår, fordi de gode erfaringer alt for sjældent bredes ud til hele landet, siger Jesper Fisker, formand for Sundhedsstrukturkommissionen og administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.
- Det er helt tydeligt, at der foregår rigtig meget godt.
- Men det er til gengæld også tydeligt, at skaleringen går for langsomt. Og vi er for dårlige til at bruge de lokalt gode erfaringer nationalt, siger Jesper Fisker.
Annonce
Ordene faldt torsdag, hvor Jesper Fisker i Aalborg talte til 1200 kommunale topfolk på et social- og sundhedspolitisk forum arrangeret af Kommunernes Landsforening.
Han gav flere konkrete bud på noget af det, der fungerer forbilledligt.
Som når akutsygeplejersker i Middelfart selv kan sætte gang i en behandling uden at skulle spørge lægen først.
Når særligt skrøbelige patienter i et lægehus i Grenaa har hurtig adgang til lægetider og hjemmebesøg.
Når en onlineklinik med speciallæger i psykiatri i København aflaster Distriktspsykiatrien i Region Sjælland.
Eller når hjemmeplejen i Haderslev har succes med medicindoseringsmaskiner og skærmbesøg.
- Vi har faktisk gode idéer i det nære sundhedsvæsen allerede. Men vi er ikke særligt gode til at udbrede dem nationalt, siger Jesper Fisker.
Sundhedsstrukturkommissionen blev nedsat af regeringen i marts 2023.
Den skal komme med bud på, hvordan sundhedsvæsnet kan rustes til en fremtid, hvor der bliver langt flere ældre, kronisk syge og multisyge, mens der bliver langt færre ansatte til at tage sig af patienterne.
Formand for KL's sundheds- og ældreudvalg Sisse Marie Welling fremhæver, at kommunerne spiller en afgørende rolle i sundhedsvæsnet. For eksempel i hjemmesygeplejen, der behandler, plejer og genoptræner, når hospitalerne udskriver patienter. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
En af hovedopgaverne er at pege på, hvordan det nære sundhedsvæsen i kommunerne oprustes, så sygehusene reserveres til dem, der er mest syge.
Annonce
Det nære sundhedsvæsen i kommunerne er eksempelvis forebyggelse, genoptræning og sygepleje i borgerens eget hjem.
Og det skal styrkes, mener Sisse Marie Welling (SF), formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg.
- De seneste 16 år er sygehusbudgetterne steget med 24,2 milliarder kroner. I samme periode er sundhedsbudgetterne i kommunerne kun steget 1,8 milliarder kroner, siger hun.
Noget af det, der allerede på forhånd diskuteres, er regionernes rolle i fremtidens sundhedsvæsen.
Regeringspartierne er uenige. Moderaterne har argumenteret for at nedlægge dem, mens Venstre og Socialdemokratiet vil bevare dem.
Der diskuteres også om opgavefordelingen mellem kommunerne og regionerne, der driver sygehusene.
Sisse Marie Welling er bekymret for, om reformen vil lykkes.
- Jeg kan være bekymret for, om man laver en sundhedsreform, der mest af alt handler om, at patienterne ikke skal komme ind ad døren til sygehuset, for så er det sygehuset, der er i centrum, siger hun.
Men ifølge Jesper Fisker er der ikke grund til at være nervøs.
- Når man læser vores anbefalinger, så vil man ikke mene, at det er en sygehuskommission, siger han.
Annonce
Sundhedsstrukturkommissionen er klar med sine konklusioner midt i juni.
Regeringen vil på baggrund af dem komme med et sundhedsudspil senere på året.
Jesper Fisker afviste torsdag at løfte sløret for, hvad kommissionen er nået frem til.
- Vi er grundlæggende blevet bedt om at komme med forskellige modeller for fremtidens sundhedsvæsen. Vi er ikke blevet bedt om at rangere modellerne, men om at beskrive dem.
- Der vil være nogle, der synes bedre om nogle modeller end andre. Den diskussion skal der være, og det glæder jeg mig til, siger han.
Seneste artikler
Søger langs kysten efter 28-årig lollik: - Jeg oplever en stor tilslutning
Annonce: Lokale mænd i nye rutiner inden arbejdsdagen
Det lokale Team Rynkeby på vej mod Paris: Nu venter bakken, Pogacar har vundet på
Lolland får millioner for vindmøller og solceller
Gitte ser Sydhavsøerne gennem sit kamera
Mest læste artikler
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu reagerer Biltema
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Rækkehus i Stubbekøbing i brand
Fra drøm til virkelighed: Vejerboden åbner
Snart åbner lagersalg på Falster