Jakob Axel: For megen snak om velfærd

Jakob Axel Nielsen forbliver medlem af Det Konservative Folkeparti, han deltager i partiets landsråd til efteråret, og han kan ikke genkende billedet af intern uro om hans person siden han blev fyret som minister i foråret.

Det siger han dagen efter, at han har meddelt sin kredsbestyrelse i Aalborg, at han ikke genopstiller ved næste valg.

- Jeg forlader den konservative gruppe med vemod. Men jeg ser frem til at komme tilbage til det private erhvervsliv og komme tilbage til der, hvor væksten bliver skabt. Det er jo det, som har formet mit politiske syn, siger han.

Og dermed peger han også på et kritikpunkt af dansk politik set fra hans stol.

- Politikere taler alt for meget om velfærd og fordeling og alt for lidt om at skabe vækst og værdi, siger han.

Jakob Axel Nielsen afviser, at han forlader politik, fordi han blev fyret som minister. Ønsket om at komme tilbage til det private erhvervsliv har trukket i ham gennem længere tid, siger han.

Endnu vil han ikke sætte konkret etiket på, hvad han skal lave fremover. Men hen nævner, at han har opbygget et netværk i energisektoren i kraft af sit ordførerskab på området.

- Jeg valgte energi, fordi det interesserer mig, men også fordi jeg så kunne spille bold op af de private aktører i den sektor, siger politikeren, der understreger, at han exit først er ved næste valg.

- Jeg agter at fortsætte. Ganske som en mand, der siger sit arbejde op i en virksomhed. Jeg løber ikke af pladsen.

Jakob Axel Nielsen har været fem år i Folketinget og meddelte lørdag sin kredsbestyrelse i Aalborg, at han ikke genopstiller ved næste valg.

/ritzau/

Politikere taler for meget om velfærd og fordeling og for lidt om at skabe værdi og vækst. Det siger K-politiker Jakob Axel Nielsen på vej ud af Folketinget.

Offentliggjort Sidst opdateret