- Jeg troede, at jeg skulle kæmpe

Foto: 9. april 1940: Tyske tropper i Rønnede

Asger Larsen var dansk soldat 9. april 1940. Da han vågnede meget tidligt om morgenen, troede han, at han skulle i krig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 9. april 1940 kunne have udviklet sig meget dramatisk for den dengang 19-årige danske soldat Asger Larsen fra Nakskov. Han var i dagene op til den 9. april indkvarteret privat på gården ”Birkely” lidt udenfor Bårse på Sjælland hos familien Johanne og Peter Hansen.

Der var nemlig ikke nogen kaserner i nærheden af Bårse, så soldaterne dér var alle indkvarteret hos private.

- Peter vækkede mig klokken 05.30 og råbte, at jeg skulle se at stå op hurtigst muligt. Nu kommer tyskerne, råbte han.Og den unge soldat kunne hurtigt bekræfte, at det var tyskerne der var på vej.

- Jeg kunne høre på flyenes brummen, at det ikke var danske fly, men derimod tyske. Og så var det med hurtigst muligt at komme i tøjet og få udrustning på. Vi havde nemlig ordre på at skulle mødes på præstegården i Bårse, husker Asger Larsen.

Kort efter var Asger Larsen og hans soldaterkammerater samlet fuldt udrustet på præstegården - og så kom en stor gruppe tyske soldater kørende på cykler og motorcykler.

- De omringede os hurtigt og truede os med deres våben - ligesom vi truede dem. Vores kaptajn bad os om at forholde os roligt. Han bad den tyske officer om, at hans soldater skulle sænke geværerne. Det gjorde de, og vi blev så bedt om at aflevere alle vores våben. De blev lagt i en stor bunke og siden kørt væk, fortæller Asger Larsen om de dramatiske minutter på præstegården i Bårse.

Ved middagstid var Asger Larsen tilbage på ”Birkely”.

- Men denne gang uden våben og jeg kunne så heller ikke længere føle mig som soldat. Jeg fik frokost sammen med Johanne og Peter og fortalte dem ellers om mine oplevelser tidligere på dagen, husker han.

Den 14. april var det definitivt slut med soldaterlivet for Asger Larsen. Han fik sin løn og blev sendt hjem.

Han husker, at han i timerne og dagene efter mødet med de tyske tropper på præstegården i Bårse havde en meget tom fornemmelse.

- Jeg tror, at vi var mange danske soldater der reagerede med en form for afmagt. Nu havde vi lært at være soldater, skyde med våben og kæmpe. Og så skulle vi bare aflevere våbnene uden af løsne et skud, fortæller han.

Se flere af Asger Larsen's billeder fra 9. april 1940 - KLIK HER