En mærkesag for De Radikale ser nyt lys, efter Villy Søvndal (SF) torsdag luftede sin uenighed med Socialdemokraterne om den omstridte 24-års-reglen.
Marianne Jelved (R) vil derfor presse S og SF til at afskaffe den omstridte regel for udlændinge under 24 år, men hun mener, at det vil blive svært at slå en kile ind mellem de to partier.
- Jeg kan jo ikke gøre så meget. SF har jo lagt sig fast på den linje for meget lang tid siden. Nu åbner Villy Søvndal for en smule, så vi må se, hvad der kan ske ved en forhandling, siger integrationsordfører Marianne Jelved.
SF er imod 24-års-reglen om familiesammenføring, som skal forhindre danske statsborgere i at gifte sig med udlændinge og bosætte sig i Danmark, hvis en af parterne er under 24 år.
Men Socialdemokraterne bakker reglen op, og derfor har SF indgået et kompromis om tidligst at røre ved reglen efter næste valgperiode. Altså senest i 2015.
Det er netop denne stærke alliance mellem Socialdemokraterne og SF, som nu viser sig at give bagslag, forklarer Marianne Jelved. Hun kalder Villy Søvndals udmelding for en tilståelsessag.
- Vi vil påpege over for vælgerne, hvor uklog SF's vending har været fra starten af. At Socialdemokraterne og SF laver forlig flere år før, der er folketingsvalg, så er de bundet på forhånd siger Jelved og tilføjer:
- SF har allerede tilkendegivet inden valget, at der er ting, de accepterer og som de ikke vil kræve ændret.
- Nu siger Villy Søvndal, at det vil de så kræve efter næste valg. Han har bragt sine vælgere i en situation, hvor de har svært ved at se, hvad SF egentlig står for.
Søvndals udmelding kommer efter pres fra hans eget bagland. I en rundspørge foretaget af Berlingske Research kræver et klart flertal af de SF-lokalformænd, der har taget stilling, at 24-års-reglen maksimalt overlever fire år mere.
Et flertal af SF-lokalformændene vil endda stik imod partilinjen have reglen afskaffet i løbet af denne valgperiode.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker