Trods knivskarpe skel mellem Folketingets røde og blå blok finder De Radikales Marianne Jelved det ikke utopisk, at politikerne kan indgå en bred politisk aftale om en 2020-plan for dansk økonomi.
- Som ansvarlige politikere kan vi ikke se på, at Danmark år efter år kører med et underskud på tre procent af bruttonationalproduktet. Derfor er regeringen nødt til at gøre noget - ligegyldigt hvilken regering der sidder, siger Marianne Jelved.
Hun roser nationalbankdirektør Nils Bernsteins opfordring i Morgenavisen Jyllands-Posten til en bred politisk enighed om en 2020-plan. Den skal styrke tilliden til dansk økonomi efter langvarig uro på finansmarkederne, hvor Danmark ifølge Marianne Jelved er udsat udenfor EU's fælles mønt euroen.
- Det er en positiv, konstruktiv og god idé. Hvis man laver en bred aftale, får partierne omkring bordet indflydelse på resultatet ligesom ved velfærdsaftalen, siger Marianne Jelved med henvisning til, at et bredt politik flertal i juni 2006 indgik velfærdsaftalen om senere efterløn og folkepension blot et år før folketingsvalget.
En 2020-plan skal på samme måde sikre, at Danmark undgår 45 år med offentlige underskud fra 2015, som vismændene advarer om i deres seneste rapport, mener Marianne Jelved.
Modsat Jelved har både Socialdemokraterne og De Konservative skudt nationalbankdirektørens tanker ned med henvisning til den politiske modparts økonomiske politik.
Jelved stod for år tilbage bag 2010-planen som De Radikales leder og økonomiminister i SR-regeringen. En plan, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) adopterede, da han vandt magten i 2001.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde