Jelved vil satse på sublim kunst og store talenter
En kunstner skal betragtes som en forsker eller sportsudøver, mener kulturminister Marianne Jelved (R). Noget er bedre end andet, og det rigtigt gode skal fremhæves og støttes, siger hun i et interview i Kristeligt Dagblad.
- Det er meget vigtigt for mig at få hævet ambitionsniveauet på kulturområdet og få skabt et endnu bedre grundlag for en elite, siger Marianne Jelved.
- Lige som vi ser inden for idræt, skal vi satse mere på de største talenter inden for kunsten og i det hele taget hæve kunstens status, tilføjer hun.
Dermed adskiller hun sig fra sin forgænger og partifælle, Uffe Elbæk, der erklærede sig for mangfoldighed og alternativ kreativitet.
Konservative Per Stig Møller insisterede derimod som kulturminister på at fremme kvaliteten og det ekstraordinære, der "øger vores egen kvalitetsbevidsthed", som han sagde.
Det kultursyn deler den nuværende kulturminister, der vil fokusere på den "sublime kunst" blandt andet ved at indrette kunststøtteordningen på en måde, så det netop er de største talenter, der bliver anerkendt.
Det er fornuftigt, mener direktør for DR Kultur Morten Hesseldahl.
- Eliten er nødvendig, og det er en vigtig opgave at beskytte og formidle den gode kultur, der ikke kan blive båret af markedskræfterne alene. Også selvom der er noget provokerende udemokratisk over den, siger han .
Kulturministeren får ligeledes opbakning fra Kirsten Drotner, professor i medievidenskab og bestyrelsesmedlem i Det Frie Forskningsråd, der fordeler midler til forskere.
- Det lyder meget fremadskuende at hæve barren for, hvad man satser på af ypperlig kvalitetskunst, siger hun til Kristeligt Dagblad.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned