Jens Rohde vil have omdiskuterede S-ansættelser drøftet
Jens Rohde (R) vil have diskuteret regeringens brug af politiske sekretariater i Folketinget og i Folketingets Præsidium. (Arkivfoto) Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Jens Nørgaard Larsen/arkiv/Ritzau Scanpix
Næstformand i Folketingets Præsidium mener, at S laver politiske ansættelser uden demokratisk kontrol.
Det vakte kritik, da statsminister Mette Frederiksen (S) i juli indsatte sin mangeårige personlige rådgiver, Martin Rossen, som stabschef i et nyoprettet politisk sekretariat i Statsministeriet.
Han fik også plads i regeringens koordinations- og økonomiudvalg.
Men selv om Folketingets jurister har konkluderet, at manøvren er okay juridisk set, så er kritikken ikke forstummet.
Tværtimod er den taget til, efter at Mette Frederiksen søndag i et interview i Berlingske har åbnet op for flere lignende politiske sekretariater, blandt andet i Børne- og Undervisningsministeriet.
- Det, Mette Frederiksen har gang i, er noget helt nyt. Det er at opbygge et lag, hvor man bare ansætter sine personlige, politiske venner, siger 3. næstformand i Folketingets Præsidium Jens Rohde (R) til Ekstra Bladet.
Han ønsker ifølge mediet at gå videre med sagen.
- Det her bliver genstand for både en forespørgsel i Folketinget og en drøftelse i præsidiet.
- Det har jeg sagt til Henrik Dam Kristensen (Folketingets formand (S), red.), siger Jens Rohde.
Han lægger sig dermed i forlængelse af den kritik, som Kristian Jensen (V) er kommet med.
Venstres gruppeformand frygter for, hvorvidt embedsværket i ministerierne kan bevare den politiske uafhængighed, hvis der som i tilfældet med Martin Rossen er en socialdemokratisk partisoldat som stabschef.
- Normalt ligger det faglige niveau i embedsværket. Det ligger uafhængigt af, hvem der er politikere. Uanset hvilket partibogstav ministeren har efter sit navn, så er det den samme faglighed, der bliver lagt frem.
- Men hvad nu, når det er politisk ansatte, der i sidste ende kan godkende, om et notat er godt nok? Eller ændre et notat, hvis det ikke passer ind i ministerens ønsker?
- Det tror jeg, kommer til at give kæmpemæssige problemer og uklarhed i forhold til de notater og besvarelser, der bliver givet fremadrettet, sagde Kristian Jensen til Ritzau tidligere søndag.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde