Jesper P.: Jeg er fortsat politisk ordfører
Foto: Jens nøRgaard Larsen /Scanpix
Jens nøRgaard Larsen /Scanpix
Jesper Petersen fortsætter efter opfordring fra partiformand Annette Vilhelmsen som politisk ordfører for SF. Det siger han til Ritzau.
- Jeg sagde ja med det samme.
- Valgkampen er forbi, og vi er i samme båd, og jeg er glad for, at Annette har bedt mig fortsætte, siger Jesper Petersen, der under den netop overståede formandsvalgkamp i partiet støttede Vilhelmsens modkandidat, sundhedsminister Astrid Krag.
Ifølge Jesper Petersen er der fuldstændig enighed i partiets ledelse om måden at søge indflydelse på. Indtil videre har han dog ikke nået at tale meget politik med sin nye formand.
- Men vi har fået talt om, hvordan vi kan etablere et helt nært og tæt samarbejde som politisk ordfører og partiformand, siger Jesper Petersen.
Mandag valgte Annette Vilhelmsen at fyre skatteminister Thor Möger Pedersen, som også støttede Astrid Krag. Men det lader altså ikke til, at hun vil skille sig af med sundhedsministerens formandsstøtter over en bred kam.
Og Jesper Petersen peger da også på behovet for nu først og fremmest at kigge fremad.
- Nu skal vi søge indflydelse for at få resultater for dem, vi slås for, siger den nuværende og altså også fremtidige politiske ordfører.
Allerede tidligere mandag kunne politiken.dk citere en anonym kilde tæt på den nye SF-formand for, at Jesper Petersen ville få lov at fortsætte.
Ifølge politiken.dk hænger det sandsynligvis sammen med ambitionen om at bevare balancen i partiet.
Dog fik Jesper Petersen efter eget udsagn ikke nogen direkte begrundelse fra Vilhelmsen for, at hun vil have ham til at blive på ordførerposten.
- Det var uden megen indpakning, men en klar melding om, at jeg var ønsket fortsat på den post. Jeg har ment ærligt fra starten, at jeg ville stå til rådighed, uanset hvem der vandt valgkampen og har gentaget over for hende, at hun har min fulde opbakning, siger Jesper Petersen.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker