Joachim B. Olsen: Særlig uacceptabelt at true politikere
Joachim B. Olsen mener, at det er et bevis på et godt system, at en mand er blevet dømt for at fremsætte trusler mod ham. Foto: Scanpix/Mads Claus Rasmussen/arkiv
Scanpix/Mads Claus Rasmussen/arkiv
En 53-årig mand er blevet dømt for på Facebook at true Joachim B. Olsen med "en på tuden".
Folketingspolitikeren Joachim B. Olsen (LA) er godt tilfreds med, at en 53-årig mand er blevet dømt for at fremsætte trusler mod ham.
Det siger han tidligt fredag morgen.
- Jeg synes, det er godt, at man bliver dømt, når man truer andre. Det er fuldstændig uacceptabelt. Man skal ikke true nogen borgere med vold.
Ifølge Frederiksborg Amts Avis havde den 53-årige mand, der har fået 30 dages betinget fængsel, truet politikeren med "en på tuden".
Og Joachim B. Olsen mener, at det er særlig alvorligt at true politikere.
- Det er ikke værre, at jeg er blevet truet, end at alle mulige andre bliver det. Men jeg synes, det er lidt skærpende, at man truer folkevalgte politikere, fordi man på den måde også truer en institution, siger han.
Han mener i øvrigt, at den slags trusler tidligere hørte til på bodegaer.
- Jeg tror, at de fleste af de her typer, det er folk, der før i tiden sad på en bodega og sagde ting. Nu har de så fået sociale medier, hvor de kan skrive tingene, lyder det fra politikeren.
Joachim B. Olsen er langt fra den eneste politiker, der har oplevet at modtage trusler eller andre ubehagelige henvendelser.
For under en uge siden anmeldte De Konservatives gruppeformand, Mette Abildgaard, en mand for at kalde hende "en klam luder" i et telefonopkald.
Ifølge Joachim B. Olsen er der dog ikke noget særligt behov for at skærpe indsatsen mod trusler rettet mod politikere.
- Nej, det synes jeg ikke. Den her dom er jo også et eksempel på, at systemet virker. Jeg får nogle trusler, politiet tager sig af dem, og så falder der en dom, lyder det fra Joachim B. Olsen.
Han mener dog, at det helt generelt er vigtigt at diskutere, hvordan man opfører sig på de sociale medier.
LA-politikeren understreger i øvrigt, at han "på ingen måde" lader truslerne påvirke, hvordan han deltager i den offentlige debat.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker