Jødisk organisation får nyt millionbeløb fra staten til vagter
Justitsminister beder om opbakning til, at Det Jødiske Samfund kan få yderligere 5,6 millioner til sikkerhed.
Organisationen Det Jødiske Samfund står til at modtage endnu et milliontilskud til at ansætte vagter ved jødiske institutioner.
Det fremgår af et aktstykke, som justitsminister Peter Hummelgaard (S) søger Folketingets Finansudvalgs godkendelse af.
Konkret ønsker regeringen at bevilge 5,6 millioner kroner til Det Jødiske Samfund i 2024.
Det beløb er oven i et "ubundet tilskud" på syv millioner kroner, som organisationen får i forvejen i år.
Tidligere har organisationen også fået et ekstra tilskud på 1,2 millioner kroner tilbage i slutningen af 2023.
Dengang lød det fra Peter Hummelgaard til Radio4, at "det er fuldstændig uacceptabelt, at situationen i Mellemøsten skaber utryghed blandt jøder i Danmark".
- Danske jøders sikkerhed og kampen imod antisemitisme har min og regeringens højeste prioritet. Danske jøder skal kunne færdes trygt og leve i fred, skrev Peter Hummelgaard til Radio4.
Beløbene har hver gang været øremærket til at "understøtte sikkerheden ved de jødiske institutioner" i Danmark. Det kan ske ved eksempelvis at "ansætte yderligere vagter".
Tidligere har Det Jødiske Samfund fortalt, at organisationen har set en stor stigning i indberetninger om antisemitiske hændelser efter Hamas-angrebet i Israel 7. oktober sidste år.
Eksempelvis modtog organisationen 80 indberetninger mellem den 7. oktober og den 7. november om antisemitiske hændelser. Til sammenligning modtog man 30 indberetninger i årets første ni måneder.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde