Johanne Schmidt: Det ser svært ud

Foto: Keld Navntoft /Scanpix

- Jeg synes, det ser svært ud.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sådan lød det fra Enhedslisten politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, efter at partiet onsdag aften var til møde i Finansministeriet om finansloven for næste år.

- Jeg synes, at Enhedslisten i den grad har vist forhandlingsvilje. Jeg synes stadig, at regeringen mangler viljen at gå os i møde, siger hun.

Partiets helt store krav til finanslovforhandlingerne er fortsat at "finde en løsning" for de langtidsledige, der efter nytår risikerer at miste deres dagpenge midt i den økonomiske krise.

- Det vil være et rigtig, rigtig stort problem for en masse mennesker, hvis regeringen beslutter sig for, at de hellere vil arbejde sammen med Venstre, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Og så begyndte Johanne Schmidt-Nielsen at tale om noget, som man måske ikke har hørt så ofte i forbindelse med årets finanslovforhandlinger: Hun talte om noget andet end dagpenge.

- Så handler en finanslov også om alt mulig andet. Jeg synes da det er en ret tosset idé at spare 300 millioner på DSB, lød det fra den politiske ordfører.

Spørgsmål: Johanne Schmidt-Nielsen, nogle gange kunne man få det indtryk, at der kun findes dagpengemodtagere i verden for jer. Hvad med miljøproblemer og skoler?

- Det er fuldstændig rigtigt, at finansloven ikke kun handler om dagpenge. Men det er et meget, meget stort samfundsmæssigt problem, vi står med nu.

Spørgsmål: Er I villige til at sætte dagpengemodtagerne over alt andet.

- En finanslov vil altid blive vurderet samlet, men vi har sagt fra dag ét, at problemerne med dagpengene skal løses, siger hun.

Mens Enhedslisten synes, at "det ser svært ud", så var hvilepulsen tilsyneladende noget lavere hos finansminister Bjarne Corydon (S) efter dagens forhandlinger.

- Det var et udmærket møde. Vi snakker videre, lød det fra finansministeren, der også betegnede forhandlingsklimaet som "ganske konstruktivt".

Men han understregede samtidig, at regeringens standpunkt på dagpenge-slagsmålet er, at "det er vores opfattelse, at vi har fundet en løsning". Det sker med henvisning til den såkaldte akutpakke 2, der har som mål at skaffe 12.500 langtidsledige i job.

Hen over weekenden kom der for alvor fut i finanslovforhandlingerne, da det store borgerlige oppositionsparti, Venstre, satte hælene i i forhold til at forhandle delaftaler om eksempelvis fængslerne på plads, før regeringen meldte klarere ud om finansloven.

Venstre ville have indikationer på, om partiet er inde i varmen i finanslovsammenhæng, eller om det hele skal sømmes sammen med regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, sådan som tilfældet var sidste år.

/ritzau/