Johanne Schmidt-Nielsen: Vi er klar til at forhandle
Foto: Torkil Adsersen /Scanpix
Torkil Adsersen /Scanpix
Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, rydder gerne kalenderen tirsdag, hvis statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) indkalder til forhandlinger om en løsning for de 30.000 danskere, som ellers om kort tid vil miste deres dagpenge.
- Jeg tror, at alle ved, at dagpengeproblemet er en topprioritet for Enhedslisten.
- Vi sidder klar til forhandling, og vi ser frem til at se, hvad regeringen præsenterer i morgen, siger Johanne Schmidt-Nielsen til Ritzau.
Hun er tilfreds med, at "det massive pres som Enhedslisten, fagbevægelsen, de arbejdsløse og andre" har lagt på regeringen i dagpengesagen har virket.
- Vi har gjort det klart for regeringen, at problemet skal løses inden 1. juli, hvor den midlertidige uddannelsesordning udløber, og tusindvis af mennesker står til at falde ud af systemet, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
DR Nyheder erfarer, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil præsentere regeringens bud på en løsning på sit ugentlige pressemøde i Statsministeriet tirsdag. Herefter vil Enhedslisten blive indkaldt til forhandlinger om sagen.
Løsningen betyder ifølge DR's oplysninger, at de nye dagpengeregler, som blev vedtaget af den gamle VK-regering med støtte fra Dansk Folkeparti, Kristendemokraterne og de Radikale, vil bestå.
Men de mange tusinde, der står til at falde ud af dagpengesystemet allerede i år, bliver sikret forsørgelse.
Regeringen vil med løsningen indfase de strammere dagpengeregler over en længere periode end planlagt.
Det betyder at den løsning, som Helle Thorning-Schmidt præsenterer tirsdag, er en overgangsløsning, der vil blive udfaset over de kommende år.
Ifølge TV2-News bliver der tale om en kontanthjælpslignende ydelse, som ikke skal modregnes med en eventuelt ægtefælles indkomst. Ordningen vil angiveligt skulle køre frem til 2017.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned