Jurist: Internetovervågning krænker privatlivet
Regeringen foreslår logning af forbrugernes internetvaner på telefoner. Forslaget bekymrer tænketank.
Et stort indgreb i retten til privatliv og et brud på databeskyttelsen.
Sådan lyder ordene fra Jacob Mchangama, jurist og direktør for den juridiske tænketank Justitia, efter at regeringen foreslår at genindføre logning af mobilbrugernes internetvaner.
- Der er ingen tvivl om, at det er en markant udvidelse af logningsreglerne. Umiddelbart ser jeg det som meget problematisk, siger han til Ritzau.
Justitsministeriet vil genindføre den omstridte sessionslogning - registrering af brugernes aktivitet på internettet - som ellers blev afskaffet i 2014, da den havde vist sig ikke at leve op til formålet, nemlig at hjælpe politiets efterforskning.
- Det her vil være et stort indgreb i retten til privatliv, og jeg mener, at det er brud på databeskyttelsen. Jeg kan godt blive i tvivl, om reglerne er i overensstemmelse med menneskerettighederne. Det her virker forhastet, siger han.
Under den tidligere ordning skulle teleselskaberne udtage stikprøver af data fra centrale steder på nettet. Nu lægges der op til en "logning af hver eneste session, der bliver foretaget på internettet relateret til den enkelte bruger.
Politiet har dog klart tilkendegivet, at man gerne ville have logningen tilbage. Svend Larsen, politidirektør i Rigspolitiet, sagde i maj til Berlingske, at politiet mangler adgang til de digitale fodspor, der hver dag efterlades online.
Jacob Mchangama kan godt forstå ræsonnementet. Men han mener, at man bør gribe det anderledes an.
- I stedet for at masseovervåge alle, bør politiet give teleselskaberne besked om at overvåge, hvis der er mistanke om en forbrydelse. Hvis mistanken styrkes, bør politiet få en dommerkendelse, før de kan få adgang til dataene, siger han.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker