K åbner for uvildig undersøgelse af Rønn

Hvis ikke Birthe Rønn Hornbechs (V) egen redegørelse om sagen med de statsløse palæstinensere giver svar på alle spørgsmål, skal der laves en uvildig redegørelse.

Det siger det konservative medlem af Folketingets præsidium Helge Adam Møller til DR Nyheder. Han bliver hermed dem første politiker fra regeringspartierne, der kræver sagen undersøgt helt til bunds, uanset metoden.

Samme krav kommer fra oppositionen i Folketinget, mens Liberal Alliance og Dansk Folkeparti foreløbig holder hånden over den udskældte integrationsminister.

- Danmark er en retsstat, hvor lov er lov, og lov skal holdes. Hvis ikke en borgerlig regering skulle stå for det, ved jeg ikke, hvem der skulle, siger Helge Adam Møller, der er tidligere gruppeformand for sit parti.

Han kalder sagen for "alvorlig".

- Hvis ministeriet ikke selv kan komme til bunds i sagen, må man lave en undersøgelse, hvor man kan afhøre alle, også tidligere embedsmænd og ministre, vurderer Helge Adam Møller.

Ifølge dagbladet Information tyder alt på, at Rønn Hornbech var klar over, at der i over et år blev givet ulovlige afslag på statsborgerskab til statsløse unge.

Integrationsministeriet henvendte sig i december 2008 til det svenske integrationsministerium for at høre, hvorledes svenskerne håndterer den FN-konvention, der giver de statsløse unge ret til statsborgerskab.

Men først i januar 2010 orienterede ministeren Folketinget om, at der var foregået en fejlagtig sagsbehandling.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har sat sin integrationsminister til at udarbejde et notat om sagen. Den skal være færdig i løbet af to uger, understregede han torsdag.

/ritzau/

Som den første VK-politiker kræver Helge Adam Møller sagen om statsløses statsborgerskab undersøgt til bunds.

Offentliggjort Sidst opdateret