K-bagland har fået nok: Stolen vakler under Barfoed

Flere måneders konservative katastrofemålinger får nu en stribe konservative tillidsfolk til at tale offentligt om, at Lars Barfoed må skiftes ud som partiformand, skriver Politiken.

Offentliggjort Sidst opdateret

Baglandet kritiserer ham for at være for dårlig til at sælge billetter efter talrige målinger, hvor de konservative ligger i underkanten af tre procents tilslutning.

- Han er ikke den rigtige formand. Han mangler den der pondus og handlekraft, siger Flemming Ibsen, konservativ lokalformand i Ishøj, til Politiken.

Hvis Barfoed ikke formår at få vendt den negative udvikling inden næste efterår, vil det være oplagt at vælge en ny konservativ formand på landsrådet, mener Mads Andersen, konservativt byrådsmedlem fra Køge.

- Vi er nødt til at tænke fremad. Nu har vi givet det et par år, og hvis ikke det begynder at gå den anden vej, og vi får vendt skuden og får kommunikeret bedre ud til borgerne og medierne, så må vi se os om efter en anden formand, siger han til Politiken.

Det Konservative Folkeparti er Folketingets mindste og har ikke mandater til selv at skaffe regeringen et flertal ved at indgå aftaler med den. Derfor har partiet svært ved at skaffe opmærksomhed, skriver Politiken.

Så sent som i denne uge har vælgerne for andet år i træk i en måling for Ugebrevet A4 kåret Lars Barfoed som den dårligste partileder i Danmark.

Barfoed har stået i spidsen for De Konservative siden januar 2011, da Lene Espersen trak sig efter måneders pres, men hende er der nu flere i baglandet, der savner.

Den konservative borgmester i Vesthimmerland Kommune, tidligere folketingsmedlem Knud Kristensen, påpeger over for Politiken, at Lene Espersen "var fantastisk til at kommunikere og få de politiske budskaber ud".

De Konservative står uden nogen kronprins, men enkelte nævner gruppeformand Brian Mikkelsen som et bud.

Lars Barfoed selv har ikke ønsket at kommentere kritikken, mens Brian Mikkelsen understreger, at formanden bliver siddende i hele valgperioden.

Han erkender dog, at partiformanden ifølge målingerne "er den mest kedelige og ukarismatiske politiker".

/ritzau/